Mathias Boe får ny makker

Efter Carsten Mogensens hjerneoperation har Mathias Boe fundet sig en ny midlertidig doublemakker.

Mathias Boe krammer Cai Yun efter at have tabt OL-finalen til ham og Fu Haifeng. (Foto: © BAZUKI MUHAMMAD, Scanpix)

Det bliver den tidligere OL-guldvinder og verdensmester Cai Yun fra Kina, som skal danne midlertidigt makkerpar med Mathias Boe.

De to stiller op sammen til Superserie-turneringen Malaysia Open i april, skriver badmintonbladet.dk

Mathias Boe har flere gange stået over for sin kommende makker. Sammen med Carsten Mogensen tabte han fx OL-finalen i London til netop Cai Yun og hans hidtidige makker, Fu Haifeng.

Små fremskridt Carsten Mogensen er fortsat indlagt på hospital i russiske Kazan, efter han blev opereret for en hjerneblødning i forbindelse med hold-EM.

- Lægerne havde håbet på større fremskridt. Han spiser og drikker mere nu, men stadig meget lidt i forhold til et normalt menneske. Men han får så småt appetit, skriver Mathias Boe om Carsten Mogensen på deres fælles Facebook-side.

Han skriver desuden, at Carsten Mogensen forhåbentlig kan flyve hjem til Danmark i midten eller slutningen af næste uge.