Line Kjærsfeldt er ude af VM i badminton

Den danske damesingle kom flyvende fra start mod 11.-seedet inder, men måtte se sig slået.

2. runde blev endestationen for Line Kjærsfeldt ved VM i Jakarta. (© Getty Images)

Den danske badmintonspiller Line Kjærsfeldt er ude af VM i Indonesien, efter at hun i anden runde tabte til inderen Pusarla Venkata Sindhu i tre sæt.

Den 21-årige dansker vandt første sæt i overbevisende stil med 21-11, men i andet og tredje sæt kom inderen, der ligger nummer 13 i verden, stærkt igen og vandt 21-17, 21-16.

Mere dansk tirsdag

Line Kjærsfeldt, der ligger nummer 35 i verden, spillede sig mandag videre fra første runde med en sejr over ireren Chloe Magee, mens Pusarla Venkata Sindhu som 11.-seedet sad over.

Flere andre danskere skal tirsdag i spil ved VM i Jakarta.

Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus skal begge i aktion i herresingle. Også de to danske mixed doubler skal tirsdag i aktion.

/ritzau/