Den danske badmintonspiller Anders Antonsens fødselsdag er ikke blevet den glædesdag, han kunne have håbet på. Den nu 21-årige singlespiller må trække sig fra EM, hvor han ellers var klar til kvartfinalen mod landsmanden Jan Ø. Jørgensen.
Efter seneste kamp mod Misha Zilberman blev Antonsen ramt af et voldsomt krampeanfald i hele kroppen, som varede 45 minutter. Af frygt for skader trækker danskeren sig derfor fra EM, hvor han ellers havde en sølvmedalje at forsvare.
- Anders havde svært ved at falde i søvn i går, og hans krop er tømt for energi, og der er en forøget chance for, at han kan blive ramt af skader efter sådan et krampeanfald her, siger sportschef Jens Meibom i en pressemeddelelse.
- Det ønsker vi selvfølgelig ikke skal ske, og da han ikke kan spille på konkurrenceniveau, har vi valgt at give ham den nødvendige ro, så han kommer sig bedst muligt. Desværre betyder det jo så også, at han desværre ikke kan forsvare sin medalje fra sidste år.
Afbuddet fra Anders Antonsen betyder, at Jan Ø. Jørgensen er klar til EM-semfinalen uden at skulle i kamp. Her venter enten franske Lucas Corvee eller sidste års vinder Rajiv Ouseph fra England.