Jan Ø. Jørgensen klar til French Open

Landstræner Kenneth Jonassen bekræfter, at Jan Ø. Jørgensen er blevet klar efter skaden ved Denmark Open i sidste uge.

Jan Ø. Jørgensen er klar til French Open i Paris. (Foto: © ED JONES, Scanpix)

Han humpede ud af første runde i sidste uges Denmark Open, hvor han lidende og hofte-skadet tabte i første runde. Men Jan Ø. Jørgensen meldes nu klar French Open, der indledes i dag i Paris.

- Jan er blevet klar, hvilket er positivt. Han har været igennem rigtigt mange behandlinger siden sidste onsdag og er ved godt mod, siger landstræner Kenneth Jonassen til DR.

Det var problemer med hoften, der hæmmede Jørgensen ved Denmark Open, og selv om han ikke er i fuldstændig topform, så er han altså klar til Super Series-turneringen i Frankrig.

- Han er måske ikke på 100 procent, men er blevet meget mere sikker på sin situation vedrørende hoften. Han kan stadig få små tilbagefald, men generelt er han stadig positiv, siger Jonassen.

- Det handler for Jan om at lære at acceptere og håndtere situationen, når disse smerter kommer. Vi skal ikke derud, hvor han begynder at gøre skade på sig selv. Det er naturligvis forkert, siger landstræneren og fortsætter:

- Men samtidig handler det om at kunne forstå og acceptere sin krop, når den siger fra, og hvordan han så skal agere i den situation, når han står i den midt en kamp, siger Kenneth Jonassen.

Derfor er der heller ikke de store forventninger til Jan Ø. Jørgensen i Frankrig, på trods af at han er seedet som nummer tre. Det bliver én kamp ad gangen, fortæller landstræneren.

- Vi bliver nødt til at tage en kamp ad gangen. Også for at forholde sig til, hvordan hoften reagerer efter hver kamp, siger Jonassen.

- Han har en spændende, men svær kamp i første runde mod tyske Marc Zwiebler, hvor han skal finde noget nær topniveau, og hvor han kommer til at blive fysisk presset. Så må vi se, hvor langt han er kommet i forhold til sidste uge, siger han.

Ved godt mod

Mens forventningerne måske ikke er stå store til Jørgensen, er de til gengæld tårnhøje til OL-helten Viktor Axelsen. Den danske OL-medaljevinder måtte forlade Denmark Open i anden runde og var mentalt påvirket af den tidlige exit.

- Denmark Open er en speciel størrelse, spillerne vil så gerne levere på højeste niveau på hjemmebane, og samtidig bruger de mange mentale ressourcer på at nå derop. Nu er den turnering overstået, og de kan måske slappe lidt mere af, siger Jonassen.

Viktor Axelsen er seedet toer i Frankrig og skal møde Jin Jeon Hyeok fra Sydkorea i første runde.

- Viktor er ved godt mod og glæder sig til at skulle præstere hernede i Frankrig. Der er mange forventninger til ham, og han har været vant til at levere, men nu er det nået et højere niveau, og det tager noget tid at justere sig ind på det, siger han og fortsætter:

- Især i en periode, hvor Viktor måske ikke har haft det største overskud. Men på sigt ser jeg ingen problemer i det. Jeg er sikker på, at han kan håndtere det pres, der følger med i at være en af verdens bedste, siger Kenneth Jonassen.

Både Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen skal i aktion i morgen i Paris.