Ib Frederiksen svæver med fem små skridt frem mod nettet, smasher fjerbolden hårdt i gulvet og tager den største sejr i karrieren.
”Turneringens største sensation”. Sådan beskriver kommentator Svend Gehrs 24-årige Ib Frederiksens finalesejr ved All England over Morten Frost for de mange tv-seere.
Men det stempel, som sejren har fået, er Ib Frederiksen ikke helt enig i.
- Der er mange, der mener, at det var en kæmpe overraskelse. Men faktisk var jeg jo nummer 1 på verdensranglisten i starten af 1987, jeg var i kvartfinalen de to år inden, og jeg var i kvartfinalen ved VM i 1987. Så det var nok ikke så stor en overraskelse, som det er blevet gjort til, siger Ib Frederiksen.
På grund af sygdom i efteråret 1987 missede Ib Frederiksen en række turneringer, så da All England stod for døren, var han ikke seedet, og det mener hovedpersonen har medvirket til, at finalesejren huskes som en stor overraskelse.
- Jeg var jo den første useedede spiller, der vandt turneringen i mange år.
Mr. Badminton
I 80’erne var der Morten Frost på den danske badminton-scene, og så var der de andre. ”Mr. Badminton”, som han blev kaldt, dominerede sporten gennem et årti, og han brugte 12 år i top-3 i verden.
Han vandt alt – bortset fra verdensmesterskabet, hvor det ”kun” blev til to sølvmedaljer i 1985 og 1987. Morten Frost var pejlemærket, og det vidste Ib Frederiksen godt, men det gjorde ham ikke uovervindelig.
- Vi var en fire-fem danskere, der lå lige under Morten Frost. Og vi skiftedes lidt til at slå ham en gang imellem.
Finalen i Wembley Arena var da heller ikke den eneste gang Ib Frederiksen slog Morten Frost. Frederiksen vandt blandt andet over ham i DM-finalen i 1986.
At det blev Morten Frost, som Ib Frederiksen slog i finalen, har han det i dag blandet med.
- Det var fint, at jeg vandt over Morten, for det gav nooget specielt, at det var en anden dansker, men ellers synes jeg ikke, det var specielt fedt, at det var over Morten. På den måde ville jeg nok hellere have vundet over en kineser.
Windsurfing i Cold Hawaii
I 1990 blev Ib Frederiksen skadet i sit knæ, og på trods af en operation kom han aldrig tilbage på sit tidligere niveau. Men det gjorde ikke så meget, for den stive kuling var begyndt at trække i ham, og han søgte oftere og oftere væk fra hallernes trægulv for at få sand mellem tæerne.
- Jeg fik smag for windsurfing allerede i slutningen af 80’erne, og det var nok en medvirkende årsag til, at jeg stoppede med at spille badminton på højeste niveau, for jeg syntes faktisk, at det var mere spændende at surfe. Jeg havde brugt 20 år, fra jeg var 9 år gammel, på min karriere, og jeg følte egentlig, at det var nok. Jeg havde mistet gnisten.
Ib Frederiksen fortsatte dog med at træne badminton-spillere, og han spillede også lidt selv. Men i 1999 følte han, at det var på tide at rykke teltpløkkerne op i Aarhus og komme tættere på havet. Han flyttede derfor permanent til ”Cold Hawaii”, Klitmøller, i Nordjylland, hvor han bor i dag.
Siden den dag i 1999 har han ikke rørt en badminton-ketsjer. Han følte behov for at lægge spillet med fjerbolden bag sig, skabe en ny identitet, og ikke altid være ”ham der vandt All England-finalen over Morten Frost”.
- Jeg havde brug for at komme væk fra det på en eller anden måde. Lukke døren til badminton og begynde på en frisk. Og jeg fandt så noget andet, som jeg kunne sætte i stedet for. Det fandt jeg i windsurfing. Så kunne jeg også slippe for hele tiden at tale om badminton, og det var rart. All England-stemplet sidder der jo altid, og det er på en og samme tid belastende og betryggende.
Ville du hellere have været foruden sejren?
- Nej, det ville jeg ikke. Jeg har altid tænkt på, at det er fantastisk, og jeg ville ikke være det foruden, overhovedet. Men det er også vigtigt, at man kommer videre i livet og finder et nyt ståsted. Så kan man af og til tage det frem og glædes. Det er jo også en del af min identitet, og det har været med til at forme den person, jeg er i dag.
Medaljen er i Højbjerg
I dag er beviset på triumfen for 30 år siden, All England-medaljen, udstillet i Højbjerg Badminton Klub, og han tænker ikke meget på den. Han blev først mindet om jubilæet, da en af hans venner havde postet en gammel artikel på Facebook. Før i tiden tænkte han mere på sin store præstation, fortæller han.
- I mange år gav sejren mig en form for ro. Den beviste, at jeg havde gjort det så godt, jeg kunne, og at jeg havde præsteret det største i min sport.
- Det er svært at forklare, men det er nok som fodboldlandsholdet i 1992. Der var måske nogle af de spillere, der var med til at vinde EM, som ikke havde den største karriere, men de vil altid kunne tage medaljen frem og sige: Det der, det var simpelthen fedt.”
Nu bliver Ib Frederiksens dage blandt andet brugt på at være leder i den lokale svømmehal, og det passer den sindige jyde fint, for det er ”stille og roligt”. Det giver ham tid til at windsurfe, og han er helst på vandet så ofte, som vejret tillader det.
- Det blæser desværre ikke hele tiden i Klitmøller, selv om mange tror det, griner han.