Herredouble slår kinesere i tre sæt og er semifinaleklar

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er klar til semifinalerne i All England, og det samme er Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

Den danske herredouble er klar til semifinalen i All England. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding skal i aktion, når der lørdag eftermiddag spilles semifinaler i Super Series Premier-turneringen All England.

Sent fredag aften sejrede de ottendeseedede danskere med 21-12, 11-21, 21-16 over de useedede kinesere Lu Kai og Zheng Siwei.

Som cifrene antyder, var opgøret omskifteligt, men danskerne var en tand bedre i første og tredje sæt.

- Det var en typisk kamp for os lidt henne i en turnering. Vi startede som lyn og torden, og troede at vi kunne gå på vandet, og tror man det, bliver man straffet. Men vi viste rygrad i tredje sæt, og det er jeg stolt af, siger Mads Pieler Kolding.

Kineserne fulgte med til 5-5 i første sæt, men så satte danskerne sig for alvor på kampen.

Netruller

Fokuserede og oppe på tæerne var de bedst i den tempofyldte kamp, og de vekslede 5-5 til 14-7 og senere komfortabel sætsejr.

I andet sæt skiftede kampen fuldstændig karakter.

Kineserne var ovenpå fra start til slut og udnyttede den første sætbold, da de endnu en gang var hurtigst ved nettet.

Danskerne lod til at have gemt kræfter til begyndelsen af tredje sæt, hvor de satte sig på spillet. Heldet forpagtede de også med en netruller, og de kom foran 4-0. Siden byttede de side med en føring på 11-5.

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding slap ikke grebet, og efter 54 minutter på banen kunne de juble voldsomt over semifinalepladsen, efter de havde udnyttet den femte matchbold.

Damedoublen også videre

I semifinalen venter en svær opgave mod de femteseedede indonesere, Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo, som danskerne dog har slået i begge indbyrdes opgør hidtil i karrieren.

Danskerne nåede også semifinalen i 2015, men da tabte de i to sæt.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen havde ikke det store besvær med at slå de ottendeseedede japanere Naoko Fukuman og Kurumi Yonai overbevisende med 21-12, 21-11.

Nu venter i lørdagens semifinale de tredjeseedede sydkoreanere, Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan, som danskerne har slået i tre ud af fem indbyrdes opgør i karrieren.

/ritzau/