Viktor Axelsen har efterhånden vundet nærmest alt, der er at vinde.
Men der er stadig trofæer, der skal løftes, og procenter, der skal lægges på.
Til det arbejde får den dobbelte OL-guldvinder brug for hjælp, og det skal han blandt andet få fra den tidligere danske badmintonstjerne Peter Gade.
Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen nemlig, at han har tilknyttet den tidligere topspiller til sin trænerstab, og det samarbejder ser sidstnævnte i dén grad frem til.
For hvordan kan man forbedre en spiller, der i forvejen har spillet så suverænt, vundet så meget?
- Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde med Viktor.
- Det er en kæmpe motivation for mig at se, hvor der kan skrues, og hvor man kan finde nogle små procenter, som gør, at han kan udvikle sig endnu mere. Det er en vildt spændende opgave, synes jeg, siger Peter Gade til DR.
Nogen nem opgave bliver det næppe.
Men forbedringer, omend de måske er små, skal altså findes, så den 30-årige badmintonstjerne fortsat kan kæmpe med om de allerstørste trofæer i slutningen af karrieren.
- Det er en super, superspændende udfordring at være med til at prøve skabe de bedste rammer for Viktor i den sidste del af hans karriere. Han har allerede haft en fuldstændig fantastisk karriere, men han har stadig lyst og motivation, og så længe han har det, er det en fantastisk udfordring for mig at prøve at finde nogle procenter hist og pist på de områder, der nu er, siger Peter Gade.
Deler trænergerningen
Peter Gade, som i sin aktive karriere vandt både All England og flere VM-medaljer, kommer til at dele trænergernengen med Henrik 'PK' Rohde, der allerede er en del af Viktor Axelsens stab.
Skiftevis kommer de til at rejse med til badmintonturneringer og coache ham rundt omkring i verden.
- Der er nogle turneringer, han (Henrik 'PK' Rohde, red.) vil være på, nogle, jeg vil være på, og nogle få, vi vil være på sammen, siger den tidligere topspiller.
Og så kommer Peter Gade og Viktor Axelsen også til at stikke hovederne sammen mellem de mange turneringer, de sammen kommer til at jagte succes i.
Når Viktor Axelsen er i Danmark, kommer han til at træne med på Peter Gades badmintonakademi, fortæller han, og så kommer den tidligere topspiller også ind i mellem selv til at tage turen til Dubai, hvor Viktor Axelsen er bosat.
Sådan må det være, hvis man fortsat drømmer om at løfte de største trofæer.
Og det gør Peter Gade og Viktor Axelsen i dén grad.
- Helt klart, det er selvfølgelig det, der er målet, siger Peter Gade.