Endnu en dansk badmintonprofil dropper den daglige træning med landsholdet.
Denne gang er det Danmarks damesingle ved det netop overståede OL i Paris, Mia Blichfeldt, der har valgt at flytte til Frankrig af private årsager.
Flytningen betyder, at hun fremover ikke længere vil være en del af Badminton Danmarks eliteprogram, at hun ikke kommer til at få gavn af en landstræner som hovedtræner, og at hun heller ikke får økonomisk støtte til de individuelle turneringer.
Præcis ligesom Viktor Axelsen og Anders Antonsen, der begge har forladt eliteprogrammet indenfor de seneste år.
– Jeg har valgt at flytte sammen med min kæreste i Frankrig, hvilket betyder, at jeg må sige farvel til den daglige træning i Brøndby.
- Jeg har virkelig været glad for mine 10 år på landholdstræningen i Brøndby og samarbejdet med de andre spillere og alle trænerne, og er samtidigt spændt på et nyt kapitel i mit badminton- og privatliv, siger Mia Blichfeldt i en pressemeddelelse.
Stoppet ærgrer Jens Meibom, der er elite- og sportschef i Badminton Danmark, men han mener ikke, at man kan sammenligne Blichfeldts beslutning med Axelsens og Antonsens.
- Jeg mener slet ikke, at man kan tolke det som et fravalg af setuppet i Danmark. Mia flytter for at bo sammen med sin kæreste, så det er ikke samme situation som med de to andre, siger han til DR Sporten.
Jens Meibom understreger samtidig, at udmeldelsen ikke kommer til at få konsekvenser for fremtidige landsholdsudtagelser til eksempelvis EM og VM, selvom hun ikke kommer til at få gavn af elitecentrets goder længere.
- Det er på samme måde som med Viktor, Anders og de andre udenfor programmet. Hvis vi synes, der er gode nok, og de gerne vil med, kommer de med. Så skal de herop og forberede sig på samme vilkår som de andre, siger han og tilføjer:
- Vi vurderer, om det er relevant at tage hende med, og det handler om, i hvor høj grad en spiller kan være med til at opfylde vores målsætninger.
Mia Blichfeldt ligger aktuelt nummer 31 på verdensranglisten.