DM-finaleaflysning stred mod badmintonforbundets regler

Badminton Danmark havde ikke hjemmel i sit eget reglement til at aflyse DM-finalen på grund af force majeure.

Her er det Christinna Pedersen & Kamilla Rytter Juhl i aktion. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Badminton Danmark havde ikke ret til at aflyse årets DM-finale mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse.

Det oplyser Skælskør-Slagelse torsdag morgen i en pressemeddelelse, efter at klubben netop har fået medhold i en klage til badmintonforbundets appeludvalg.

Appeludvalget underkender forbundets begrundelse; "at der var opstået en force majeure situation."

Skælskør-Slagelse havde i foråret spillet sig frem til DM-finalen mod Skovshoved, men i dagene op til finalen opstod der et juridisk slagsmål om, hvorvidt Skovshoved måtte benytte Christinna Pedersen.

Skælskør-Slagelse nedlagde protest over, at Skovshoved ville bruge doublespecialisten, da hun havde deltaget i to udenlandske turneringer uden for Europa. Badmintonforbundet tillader blot en enkelt.

På den anden side mente Skovshoved, at klubben havde fået dispensation af forbundet til at benytte Christinna Pedersen.

Aflyste finalen

To dage før DM-finalen 24. marts valgte Badminton Danmark helt at aflyse DM-finalen, og forhandlinger i de efterfølgende dage førte ingenting med sig.

Badmintonforbundet konkluderede, at der var opstået en "force majeure situation" i henhold til sine egne regler. Den begrundelse har appeludvalget nu underkendt.

Skælskær-Slagelses bestyrelsesformand, Michael Stage, overvejer nu om sagen skal have et efterspil.

- Team Skælskør-Slagelse er gentagne gange blevet udstillet som skurken i denne sag.

- Derfor er det naturligvis rart, at vi nu får ret i, at det var Badminton Danmark, der handlede forkert ved at aflyse finalen, siger Michel Stage i en pressemeddelelse.

- Men den skade, det har påført dansk badminton generelt og finaleklubberne i særdeleshed, er svær at rette op på, og derfor er der behov for en grundig evaluering af hele sagen, så en så grotesk aflysning ikke gentages, siger han.

/ritzau/