Danske herresingler skuffer i Singapore

Hans-Kristian Vittinghus og Emil Holst tabte begge i første runde af Super Series-turneringen i Singapore.

Hans-Kristian Vittinghus er færdig i Singapore allerede efter første runder. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Super Series-turneringen Singapore Open er knap nok gået i gang, men Viktor Axelsen er allerede eneste danske repræsentant tilbage i herresingle.

Tidligt onsdag dansk tid tabte både Hans-Kristian Vittinghus og Emil Holst i første runde.

Vittinghus måtte for tredje gang ud af lige så mange mulige se sig slået af kineseren Qiao Bin. Denne gang lød cifrene 12-21, 17-21.

Danskeren, der er nummer 19 i verden, kom aldrig til at spille en rolle i første sæt, og han fik også en skidt start på andet sæt. Men i en god periode ændrede han 6-10 til 13-11, inden kineseren igen fik overtaget og vandt.

Emil Holst, der fik skadede Jan Ø. Jørgensens plads i lodtrækningen, var tæt på at besejre inderen Sai Praneeth Bhamidipati, men måtte i sidste ende se sig slået 21-17, 7-21, 19-21.

Holst var tidligt på hælene i første sæt, men kæmpede sig tilbage og tog skridtet mod sætsejr, da han fra 15-15 vandt de næste fire bolde.

I andet sæt var han derimod overmatchet, inden han i tredje sæt igen var med hele vejen. Holst førte 16-13, men derfra var inderen bedst.

Viktor Axelsen, der er den bedst seedede spiller i turneringen, spiller sin første runde-kamp senere onsdag.

Også herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er ude. De måtte opgive at spille videre, da de førte 3-1 i første sæt mod et par fra Taiwan.

Derimod sørgede Mathias Boe og Carsten Mogensen for en dansk sejr, da de slog et par fra Indonesien med 21-15, 21-18.

/ritzau/