Dansk succestræner stopper på badmintonlandsholdet

Kenneth Jonassen stopper i Badminton Danmark ved udgangen af 2024.

Kenneth Jonassen var blandt andet med til at vinde OL-guld to gange sammen med Viktor Axelsen. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Danmarks mest succesfulde landstræner i badminton stopper ved slutningen af 2024.

Kenneth Jonassen forlænger nemlig ikke sin kontrakt og gør dermed en ende på otte år som cheflandstræner, skriver Badminton Danmark.

- I 11 år har jeg været glad i stort set alle de dage, jeg er kørt til og fra arbejde, og det er jeg stadig. Så det er en beslutning, der har taget lang tid om at komme frem til. Det har været svært for mig at sætte ord på, hvorfor jeg ønsker at stoppe, siger Kenneth Jonassen til DR Sporten.

Men jobbet som cheflandstræner er også meget krævende, og næste år er det tid til at "give stafetten videre" til et nyt ansigt, fortsætter han.

- Siden jeg satte mig i stolen, har jeg følt, at jeg sad i en skruestik af forventninger fra mig selv. Ønsket om at præstere på mit lands vegne og levere resultater for helheden har underliggende medført, at det nu er tid til at komme ud af den skruestik, siger Kenneth Jonassen.

- Kenneths ’medaljesæt’ og resultatliste er uhørt imponerende, og han er en af de mest succesfulde badmintontrænere nogensinde – også i et internationalt perspektiv, siger Elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Kommer til at savne 'trænerlegende'

Den 50-årige Kenneth Jonassen blev en del af landstrænerteamet for 11 år siden og blev forfremmet til cheftræner i 2016.

Han blev siden den længst siddende danske landstræner og var blandt andet med til at vinde OL-guld, VM-guld, OL-sølv, VM-sølv og ikke mindst Thomas Cup, VM for herrelandshold, som Danmark vandt for første gang nogensinde i 2016.

Kenneth Jonassen er utroligt stolt af sine og landsholdets bedrifter, men "den store ære" kommer også den pris, som ikke skal være lige så dyr fremadrettet.

- Prisen er et afsavn til primært min nære familie. Nærværet i hverdagen. Med alderen bliver man mere opmærksom på, at der er ting, du misser, og der er for eksempel ikke uendeligt af mærkedage, som man ikke er til stede til, siger han.

- Jeg ønskede ikke at gøre jobbet anderledes, så det er tid til at jeg siger tak for denne gang.

- Badminton udvikler sig hele tiden, der er kommet mange flere turneringer alene de sidste to år, ligesom der er et behov for at vi er endnu mere i hallen og træner. Nu er der andre, vigtige beslutninger i mit liv, som skal have lov til at fylde mere i min hverdag, siger Kenneth Jonassen om sin beslutning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Han ved endnu ikke, hvad fremtiden vil byde på af arbejdsopgaver, men på kort til vil han stå til rådighed, hvis Badminton Danmark og elite- og sportschef Jens Meibom får brug for sparring.

Og det bliver da også sin sag at finde en afløser til Kenneth Jonassen, som ifølge Jens Meibom er en sand "trænerlegende".

- Det er klart, at det er et tab af kompetencer, og hans track record taler for sig selv. Han har været utroligt flittig, dedikeret og haft en professionel tilgang til tingene både på og uden for banen. Han er mødt ind tidligt og gået sent, så han har været en rollemodel for det hårde arbejde, det kræver at blive dygtig i elitesport, siger han til DR Sporten.

Da Jens Meibom fik beskeden i "god tid før sommerens OL", blev han stille for en stund, men kan sagtens forstå baggrunden for Kenneth Jonassens beslutning. Han forsøgte derfor ikke at overtale landstræneren til at forlænge sin kontrakt, men de snakkede i stedet om, hvornår det ville være godt at fortælle nyheden.

- Det er selvsagt en meget vigtig position, vi skal besætte, og derfor vil jeg også være grundig og søge masser af sparring, inden jeg træffer den endelige afgørelse, understreger Jens Meibom. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Profiler som Mia Blichfeldt, Anders Antonsen og Viktor Axelsen har alle forladt eliteprogrammet de seneste år, og nu stopper Kenneth Jonassen som landstræner. Hvor bekymret er du på vegne af dansk badminton?

- Det var et spørgsmål, jeg regnede med at få. Der er så mange, der gerne vil være bekymrede på vores vegne, men det er jeg ikke, nej, siger Jens Meibom.

- Jeg holder fast i, at vi mister en stor kapacitet, men jeg er fortrøstningsfuld for, at vi har opbygget en kultur og viden i systemet, som gør, at det vi nok skal komme godt videre.

Udover titlen som cheflandstræner har Kenneth Jonassen også det primære ansvar for herresingletruppen på det Nationale Elite Træningscenter i fire måneder endnu.

Den tid skal blandt andet bruges på at finde en kompetent afløser, forklarer Jens Meibom. Han har en liste med mulige kandidater, men vil ikke stresse over at udpege en afløser til den "vigtige position".

- Der kan sagtens gå uger eller måneder, før vi træffer en beslutning, for jeg vil være omhyggelig, siger Jens Meibom.

Kenneth Jonassen indstillede sin professionelle spillerkarriere i 2008, hvorefter han blev assisterende landstræner for det danske landshold frem til 2010. Herningenseren nåede også at være cheftræner for England fra 2010 til 2013, inden han vendte retur til det danske landshold.