De to danske badmintonspillere Line Kjærsfeldt og Kim Astrup har indtil videre været ugens overraskelse i Indonesia Open.
Torsdag vandt de over lokalfavoritterne Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir, som var seedet som nummer to i mixeddouble-turneringen og er nummer tre på verdensranglisten. Danskerne vandt 21-19 og 21-17 og spillede sig i kvartfinalen.
De to indonesere blev verdensmestre for tre år siden, men torsdag tabte de altså i to sæt til danskerne, som faktisk slet ikke spiller mixeddouble sammen til dagligt.
Line Kjærsfeldt og Kim Astrup kom godt i gang med kampen. De førte indtil 9-9, og så fulgtes de to par til 19-19, inden danskerne trak fra og vandt 21-19.
Velspillende Kjærsfeldt
Andet sæt var lige så tæt. Kjærsfeldt og Astrup førte fra 5-5 til 13-13. Resten af kampen var tæt, men igen med danskerne som det toneangivende par.
Tidligere torsdag havde Line Kjærsfeldt også presset den fjerdeseedede kineser Yihan Wang ud i tre sæt i damesingle.
Kineseren vandt 21-13, 18-21 og 21-12.