Den mandlige halvdel af Danmarks bedste mixeddouble, Mathias Christiansen, har valgt at trække sig fra OL, ni dage før legene skydes i gang i Paris.
Årsagen er, at den 30-årige badmintonspiller har lavet tre fejl i sine såkaldte 'whereabouts', som topatleter skal indberette, hvor de dagligt befinder sig, så antidoping-myndigheder altid kan finde dem og teste dem.
Tre fejl i løbet af 12 måneder kan føre til en sag hos Anti Doping Danmark (ADD) om overtrædelse af antidopingreglerne.
De tre fejl har Mathias Christiansen nu opbrugt, hvorfor han trækker sig fra OL. Det betyder også, at hans doublemakker, Alexandra Bøje, heller ikke vil deltage i konkurrencerne i Paris.
– Jeg er knust over, at min manglende omhyggelighed og sjusk er skyld i, at vi misser dét, der skulle have været et af vores karrieres højdepunkter. Og jeg er allermest knust over, at det også betyder, at Alexandra ikke kommer med til OL. Vi har begge trænet intensivt og glædet os helt afsindigt til at konkurrere i Paris, siger Mathias Christiansen i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.
– Jeg vil ikke risikere, at min deltagelse ved OL skaber unødig støj, som også kan være forstyrrende for vores gode kollegaer på landsholdet og de andre OL-atleter, og derfor har jeg valgt at trække mig, siger han.
Der bliver ingen erstatning for danskerne
At parret trækker sig fra OL betyder også, at Danmark ikke kan sende en ny mixeddouble afsted til Paris. Andre lande kan heller ikke snuppe pladsen.
- Reglerne er således, at når der er foretaget en lodtrækning, så kan man ikke erstatte noget par. Der kommer ikke nogen andre med, siger Jens Meibom, sportschef i Badminton Danmark, til DR Sporten.
Udover den manglende deltagelse ved OL kan fejlene i badmintonspillerens whereabouts også betyde, at Mathias Christiansen risikerer en karantæne fra sporten.
Jens Meibom regner med, at den 30-årige badmintonspiller, der er nummer 11 på verdensranglisten, får en karantæne inden længe. Han er dog overbevist om, at der ikke er tale om snyd ved hjælp af doping.
Selvom det er tilfældet, ville en eventuel OL-medalje i Paris til den danske mixeddouble blive trukket tilbage, når straffen, mild eller voldsom, rammer Mathias Christiansen.
- Vi har fået juridisk bistand på sagen, og vurderingen er, at den er relativt klar, og vi må forvente, at han får en straf for det her. Sandsynligvis ikke en maksimumstraf, men det betyder så, at han vil få fjernet sine resultater med tilbagevirkende kraft fra i lørdags, og at et OL-resultat vil være ugyldigt, siger sportschefen.
Jens Meibom kalder det en ulykkelig situation for parret og dansk badminton, at de misser OL. Det kommer dog ikke til at ændre på målsætningen om en dansk badminton-medalje.
Medaljehåbet er intakt, og det forbliver bedst intakt, hvis Mathias Christiansen ikke er i Paris, vurderer sportschefen.
- Det vil selvfølgelig være en kæmpe forstyrrelse at tage af sted med sådan en sag hængende over hovedet. De andre atleter, som jeg lige har breaket nyheden overfor, blev også chokerede, så det vil også være en kæmpe forstyrrelse for dem at skulle forholde sig til Mathias’ sag.
- De risikerer også at få en meget voldsom behandling under OL af den udenlandske presse eller andre, der har en holdning til det her, og det har Mathias og vi selvfølgelig også inddraget i beslutningen.
Nu venter en tid med uvished for Mathias Christiansen, der blot kan se til, mens ADD overvejer, om sagen skal indberettes til Dopingnævnet, der skal tage stilling til en eventuel straf.
- Lige nu afventer jeg, hvad der sker med sagen. Så længe den står på, ønsker jeg egentlig bare fred og ro til at komme mig og finde ud af, hvordan jeg skaber det bedst mulige afsæt til min videre badmintonkarriere, udtaler Mathias Christiansen.
Jens Meibom slår fast, at der stadig er en plads til den 30-årige badmintonspiller, når en eventuel karantæne er overstået.