Damedouble er finaleklar: Nu skal vi have revanche

OL-sølvvinderne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte i sidste uge i to sæt til et fremadstormende kinesisk par. Allerede i morgen får de mulighed for revanche ved finalen i Hong Kong Open.

Kamilla Rytter Juhl (tv) og Christinna Pedersen (th) spiller i morgen finale i Hong Kong Open. (Foto: © Ruben Sprich, Scanpix)

Det sidste halve år har været fyldt med succesoplevelser for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl med blandt andet OL-sølv i august og superseries-guld i Japan Open i september.

I morgen får de endnu en gylden mulighed, når damedoublen spiller sidste kamp inden sæsonfinalerne i Dubai.

Og så endda i en finale i Hong Kong Open med mulighed for revanche over det kinesiske par, der slog dem ud af prestigefyldte China Open for en uge siden.

- Det er dejligt, at vi allerede efter en uge kan få lov til at spille mod dem igen. Efter kampen i Kina havde vi fornemmelsen af, at det var lige ved og næsten. Desværre scorede vi selv for mange point, men vi scorede også for mange af deres point med for mange personlige og oplagte fejl, siger Christinna Pedersen.

Nyt par på den store scene

Huang Dongping og Li Yinhui er navnene på modstanderen, der vandt i to sæt vandt over danskerne i Kina.

Og i morgen er der ikke plads til lignende fejl, siger Christinna Pedersen. For selv om kineserne blot er 21 og 19 år, er de med en finaleplads i sidste uge stemplet ind som et anerkendt doublepar i badmintonverdenen.

Derfor kræver det mere ro i spillet, hvis danskerne skal revanchere nederlaget, fortæller hun.

- De er gode til at vente på den rigtige chance, så vi skal bevare roen i armen og hurtigheden i benene.

- De har igen i denne uge vist, at selv om de er unge, er de lynhurtigt trådt ind på den helt store damedoublescene. Jeg er helt overbevist om, at det bliver en svær, men også rigtig fed kamp, og nu er vi den grad klar til revanche, siger Christinna Pedersen.