Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo er ikke yndlingsmodstanderne for Mathias Boe og Carsten Mogensen. Så langt fra.
De to indonesere har vundet samtlige deres kampe i Super Serie-sammenhæng i 2017, ligger nummer et på verdensranglisten og er i det hele taget er uhyggeligt velspillende.
Det lignede derfor også, at de ville gøre kort proces med danskerne, da der var spillet mindre end 10 dueller af semifinalen ved Singapore Open mellem de to par.
Indoneserne blæste derudad og opbyggede hurtigt en solid føring og tog første sæt. Men så smøgede Boe og Mogensen – billedlig talt – ærmerne op og begyndte at spille med musklerne, fortæller Carsten Mogensen.
- Vi får en øv start. Derfra skal vi sadle om og gøre det fysisk, for vi når ikke at rulle ketsjeren i hånden to gange, før vi er bagud med 7-2. Men vi får gjort det fysisk, og det var ikke deres kop te, siger han.
Kørte dem trætte
Makker Mathias Boe fortæller, at en del af taktikken var at få låst naglet Kevin Sukamuljo fast på baglinjen og så ellers køre dem trætte.
- Jeg er rigtig glad. De er ikke nemme at styre og slet ikke i en hal med vind. Men vi får holdt Kevin på baglinjen og gjort det fysisk, og så er de til at have med at gøre, for så laver de fejl, når de begynder at blive trætte. Det vidste vi på forhånd (at de ville blive, red.), så vi er rigtig glade for, at vi kunne følge den taktik, vi på forhånd havde lagt med vores trænere.
I finalen møder den danske herredouble nu kineserne og verdensranglistens nummer to, Junhui Li og Yuchen Liu.
Lykkes de med at slå dem, vil det være første gang, at Boe og Mogensen vinder turneringen i Singapore.
- Det ville betyde rigtig meget, for vi har aldrig vundet her før. Vi har været i finalen en gang, så vi vil selvfølgelig gøre alt for at tage en af de titler, som vi mangler, fortæller Mathias Boe.