Det danske badmintonlandshold tabte to kampe til Taiwan, men vandt alligevel samlet med 3-2 i kampe i den sidste gruppekamp i Thomas Cup i kinesiske Kunshan.
Dermed er Danmark videre til torsdagens kvartfinale som gruppeetter. Der er lodtrækning til kvartfinalerne onsdag aften.
Viktor Axelsen lagde ud med sikkert at besejre Tien Chen Chou i herresingle med 21-16, 21-13 efter 43 minutters spil.
Lige så længe var herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding om at slå Cheng Mu Lee og Chia Hsin Tsai med cifrene 22-20, 21-9. Og så stod det 2-0 i kampe til Danmark.
Jan Ø tabte
Jan Ø. Jørgensen tabte den næste kamp med 1-2 i sæt til Jen Hao Hsu efter en time og 19 minutters hårdt slid og slæb.
Herredoublen Mathias Boe og Mathias Christiansen stod for den afgørende sejr på 21-17, 19-21, 21-17 over Hung Ling Chen og Chi-Lin Wang.
Dermed var stillingen 3-1 til Danmark, sejren var sikret, og den sidste kamp var ren kosmetik.
Alligevel kæmpede Hans-Kristian Vittinghus for sagen og var ude i tre hårde sæt, inden han tabte den femte og sidste betydningsløse kamp.
Danmark kan blandt andet møde Sydkorea eller Taiwan som en af toerne fra de i alt fire grupper. De øvrige to mulige modstandere er ikke på plads endnu.
/ritzau/