Axelsen sætter punktum for skuffende dansk finaledag

Kineseren Chen Long vandt søndag finalen i China Open i tre sæt over Viktor Axelsen.

Heller ikke Viktor Axelsen kunne sikre dansk sejr på finaledagen. (Foto: © Str, Scanpix)

Badmintonspilleren Viktor Axelsen tabte søndag finalen i Super Series Premier-turneringen China Open med 16-21, 21-14, 13-21 til kineseren Chen Long.

Det var det tredje danske nederlag i træk på finaledagen.

Først tabte herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen i to sæt og det samme overgik mixeddoublen med Christinna Pedersen og Mathias Christensen, der var nået frem til deres første store finale som makkerpar.

Starten på første sæt var forfærdelig for Axelsen, der kom bagud 0-4 og lidt senere 1-7.

Axelsen tog sig til hovedet og fægtede med armene for at få gang i sig selv og sit spil.

Resten af sættet kæmpede Axelsen for at komme tilbage, og det var nær ved at lykkes.

Den danske verdensetter reducerede til 6-9, og selv om Chen Long straks øgede føringen til 13-6, så var Axelsen på vej tilbage.

Axelsen spillede klogt og var godt med i de lange dueller, hvor Chen Long viste en defensiv i verdensklasse.

Chen Long begyndte at lave fejl, og danskeren reducerede til 9-13 og kort efter 14-16.

Det lykkedes dog ikke for Axelsen at få kontakt. Chen Long trak fra og kom foran 17-14.

Chen Long styrede kampen

Trods endnu et par danske point var Chen Long i stand til at få lukket sættet og udnyttede dermed sin gode start på kampen.

I andet sæt var Axelsen med fra start og kom foran 10-6 med en god smash. Danskeren fandt pludselig linjerne og styrede duellerne.

Axelsen førte 11-7 og virkede ovenpå mentalt. Det blev også til en dansk føring på 16-9 og 18-11.

Derfra var det ikke noget problem for Axelsen at vinde sættet og tvinge kampen ud i et afgørende sæt.

Chen Long kom flot tilbage i tredje sæt og foran 5-2. Kineseren var bedst ved nettet og styrede pludselig kampen.

En lang duel med 39 slag frem og tilbage faldt ud til Chen Longs fordel og kinesisk 8-3-føring.

Det blev også 9-3 til Chen Long, inden Axelsen svarede lidt igen og reducerede til 8-11 inden sidebyttet.

Chen Long fortsatte dominansen i slutningen af kampen og kom foran med 14-8 og 17-9, som reelt blev afgørelsen på opgøret.

Axelsen satsede febrilsk i duellerne og virkede ude af balance. Foran 18-12 så Chen Long sig ikke tilbage og vandt kampen og dermed turneringen.

/ritzau/