Det lød og så suverænt ud, da Anders Antonsen søndag eftermiddag triumferede på hjemmebane ved Denmark Open mod japanske Koki Watanabe.
Suveræn var stemningen i den propfyldte arena i Odense i hvert fald, understreger Antonsen over for DR Sporten. Men kampen var på ingen måde, følte han.
- Jeg synes, det var meget nervepirrende. Jeg havde et lille forspring det meste af kampen, men jeg følte, han var lige i hælene på mig konstant. Så bitte, bittesmå udfald, så var han der. Og det vidste jeg, han ville være. Han er en sej lille gut, han giver sgu aldrig op.
Til gengæld var den suveræne ramme om de to sæt og den efterfølgende jubel noget af det bedste, Anders Antonsen har oplevet i år, hvis ikke i hele sin karriere.
- Det er ubeskrivelig fedt. Det er noget af det aller, allerstørste jeg har oplevet i min karriere. Jeg har vundet store titler, og i år har været helt fantastisk, men at nappe den her på hjemmebane… Jeg kan ikke beskrive, hvor stor en oplevelse det er, siger Antonsen.
I videoen herunder kan du høre Anders Antonsen sætte ord på triumfen på hjemmebane.
Triumfen kommer ikke længe efter, at verdensranglistens nummer fem har skiftet træner.
Men om det har været den afgørende faktor for, hvorfor Antonsen nu har genvundet den danske turnering for første gang siden 2020, er han ikke helt så sikker på.
- Desværre kan jeg ikke give Kasper (ny træner, red.) så meget kredit, selvom han gerne ville have det. Jeg tror ikke, Kasper har revolutioneret mit spil på tre uger, desværre, men ja, det er kæmpestort at få en oplevelse af den her kaliber med ham, siger Antonsen og smiler.
- Jeg har gjort det rigtig, rigtig godt i år. Det er det bedste år i min karriere. Og jeg tror mere eller mindre, at hele min familie sad i publikum, så det har været stort at få en oplevelse af den kaliber sammen med dem også.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det gik til, da Anders Antonsen sejrede ved Denmark Open.