Antonsen i svime over karrierens største triumf

Anders Antonsen kan ikke helt forstå, han har vundet en Super 1000-turnering.

Anders Antonsen havde svært ved at forstå, han sikrede sig trofæet ved Malaysia Open efter en sejr over Shi Yuqi. (Foto: © FAZRY ISMAIL, Ritzau Scanpix)

Wow.

Sikke en kamp, Anders Antonsen gav tilskuerne i finalen ved Malaysia Open.

Danskeren var her, der og alle vegne på banen mod kineseren Shi Yuqi, og det udmundede sig i en knusende sikker sejr på 21-14, 21-13 til Antonsen.

Og at verdensranglistens nummer ni var overlegen mod sin kinesiske modstander i finalen og snupper sin første sejr i en Super 1000-turnering nogensinde, forstod Anders Antonsen da heller ikke selv, da han gav en kommentar til TV 2 Sport kort efter kampen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænker lige nu. Jeg er i chok. Der går nok noget tid, før jeg finder ud af, hvad der lige er sket. Jeg er målløs, siger Anders Antonsen til TV 2 Sport.

- Jeg prøver at holde fast på mig selv lige nu, men selvfølgelig rører det mig. Det er kæmpe, kæmpestort. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg er bare sindssygt glad, siger Antonsen.

Smilet var ikke til at tage fra Anders Antonsen efter sejren i Malaysia Open. (Foto: © Vincent Thian, Associated Press)

Og det har man vel også lov til at være, når man leverer et så stort resultat.

Men hvor stort er det egentlig sammenlignet med danskerens andre præstationer?

- Det er helt sikkert den største sejr i min karriere. Min første Super 1000-sejr. Den rangerer højere end min sejr i sæsonfinalerne. Sikke en måde at starte 2024 på, siger Anders Antonsen.

For første gang nogensinde endte Antonsen derfor øverst på podiet i en Super 1000-turnering. Og det var med god opbakning fra lægterne, akkurat som der var under opgøret.

Anders Antonsen havde svært ved at forstå, han havde vundet Malaysia Open, da det sidste point var hjemme. (Foto: © Kien Huo, Associated Press)

Overlegen i hele finalen

Danskeren har været glimrende spillende hele ugen, og kun i kvartfinalen mod verdenstoeren Kodai Naraoka afgav han et sæt.

Danskerens finalemodstander havde stor succes med sit netspil, da han lørdag besejrede verdens nummer ét, Viktor Axelsen, i semifinalen.

Men mod Anders Antonsen kom kineseren til kort.

Danskeren tog styringen fra første bold og kom på 7-4 i første sæt, inden Shi Yuqi, der i de flestes øjne nok blev betragtet som favorit, kom lidt med i kampen og udlignede til 8-8.

Anders Antonsen var dog både hurtigst og stærkest, hvilket frustrerede kineseren, som havde svært ved at svære igen.

Fra stillingen 16-14 til Antonsen i første sæt virkede det på intet tidspunkt som om, at modstanderen kunne levere et comeback. Og det skete da heller ikke.

I andet sæt var danskeren igen fuldstændig overlegen, og han endte derfor, efter en velspillet finale, som suveræn vinder af den store badmintonturnering i Malaysia.