Suveræn supersprinter anede slet ikke, hvor konkurrenterne blev af i VM-finalen

Mandag aften vandt amerikanske Sha'Carri Richardson guld på kvindernes 100 meter-finale.

Ingen kunne hamle op med amerikanske Sha'Carri Richardson, da hun mandag aften satte det ene ben foran det andet, spurtede først over målstregen og vandt VM-guld.

I finalen i Budapest satte den 23-årige amerikaner alle de store sprintkanoner til vægs, og hun endte også med at vinde med hele syv hundrededele ned til nummer to, jamaicanske Shericka Jackson.

En ganske stor margin, den tætte disciplin og korte distance taget i betragtning.

Og faktisk havde den suveræne sprinter heller ikke den fjerneste anelse om, hvor konkurrenterne blev af bag hende.

- Jeg følte, at jeg gennemførte et fantastisk løb uden egentlig at vide, hvor de andre kvinder var. Jeg var alene i min egen verden, og sådan har det ærligt talt været hele mit liv, siger hun ifølge Reuters.

Du kan se Sha'Carri Richardson vinde VM-guld i videoen i toppen af artiklen.

Med det samme amerikaneren krydsede målstregen, kunne hun begynde at juble. (Foto: © Pawel Kopczynski, Ritzau Scanpix)

Derfor gjorde det hende heller ikke noget, at hun i finalen fik lov at løbe i yderbanen.

Fokus lå på hende selv, må man forstå.

- Jeg har altid været i min egen verden, mit eget element, så bane 9 var perfekt for mig. Så kunne jeg gøre, hvad det er, jeg er god til og fokusere på mig selv, siger hun.

Kom med på yderste mandat

Udfaldet af årets VM i Budapest kunne dog også sagtens have endt markant anderledes for den ellers så suveræne sprinter.

I Sha'Carri Richardsons semifinale-heat kom hun nemlig langsomt ud af startblokken, og med næb og kløer kæmpede hun sig over stregen som nummer tre og en udsigt til ikke at kvalificere sig direkte til finalen.

Men da hun var den treer i de tre heats, der havde sat den bedste tid, kom hun med på yderste mandat. Hun gik derfor ind til finalen med en indstilling om "blot at kæmpe uanset hvad".

- At nå finalen, at overleve runden inden, og vide, at alle de store kanoner ville være der, og at jeg skulle slå dem... Jeg er bare glad for, at det lykkedes, siger hun.

Husk at du kan følge VM direkte på DR 2, hvor vi sender en masse konkurrencer fra morgen til aften.