Når VM i atletik lørdag bliver skudt i Budapest, er det med det største danske hold i 28 år.
Men foruden de 11 danske atleter er der også et væld af internationale stjerner, der jagter rekorder og sølvtøj.
Den tidligere olympiske sølvvinder i 400 meter hækkeløb og DR Sportens atletikekspert, Sara Slott Petersen, giver herunder sit bud på, hvilke tre danske og tre internationale atleter, du skal holde ekstra øje med ved VM i atletik.
Mette Graversgaard, kvindernes 100 meter hækkeløb
På kvindernes 100 meter hækkeløb skal 25-årige Mette Graversgaard i aktion.
Hun går ind til verdensmesterskabet i Budapest som forsvarende DM-vinder i 100 meter hækkeløb, med en masse rekorder og en god personlig historie, fremhæver Sara Slott Pedersen.
- Hele hendes fantastiske historie om at gå fra at være et multitalent i Hvide Sande for så at blomstre op til at blive en verdensklasse atlet trods at hun har kæmpet med ADHD.
- Det har været fantastisk at se hende blive voksen gennem sporten, og jeg glæder mig virkelig til at se hende i aktion på banen ved VM, siger Sara Slott Petersen.
Caroline Bonde Holm, kvindernes stangspring
33-årige Caroline Bonde Holm er ikke blandt favoritterne til at tage en medalje ved kvindernes stangspring, men derfor har Sara Slott Petersen stadig fidus til atleten fra Hørsholm.
- Hun var et lysende talent, da hun fik olympisk debut i 2012. Men hun har haft store udfordringer ved at præstere til de store mesterskaber. Siden er hun blevet mor og været ramt af en slem fodskade, men hun er kommet forrygende igen, fundet en indre ro og sætter danske rekorder på stribe.
- Jeg håber, at hun kan tage den nyfundne ro med sig til VM, som hun har vist de seneste sæsoner, siger Sara Slott Pedersen.
Annemarie Nissen, kvindernes 800 meterløb
Lynhurtige Annemarie Nissen satte sidste år ny dansk rekord på 800 meter-distancen, hvor hun løb 2.00.58.
Siden da har hun barberet rekorden yderligere ned til 2.00.10.
Og det er altså på trods af, at løberen fra Als faktisk primært gjorde sig på andre distancer indtil sidste år. Derfor bliver hun særligt spændende at følge ved VM, mener Sara Slott Pedersen.
- Jeg er meget imponeret over hendes distanceskifte. Hun har allerede været meget tæt på at komme under to minutter på 800 meter-distancen, og den håber jeg virkelig, at hun kan få knækket ved VM, siger atletikeksperten.
Wayde Van Niekirk, mændenes 400 meterløb
Wayde Van Niekirk satte konkurrenterne til vægs ved mændenes 400 meterløb, da han ved OL i Rio i 2016 satte ny verdensrekord i tiden 43.03 sekunder.
Men en slem knæskade i forbindelse med en velgørenheds-rugbykamp satte sydafrikaneren ud af den absolutte elite.
Han blev nummer 5 ved VM i 2022, og Sara Slott Petersen vil lette på hatten, hvis han kan sprinte sig tilbage til podiet.
- Det vil være en vaskeægte eventyrhistorie, hvis Van Niekirk kommer tilbage og vinder verdensmesterskabet, siger Sara Slott Petersen.
Miltiádis Tentóglou, mændenes længdespring
25-årige Miltiádis Tentóglou har haft en lidt aparte vej til sandgraven.
Den græske længdespringer var egentlig en dygtig parkour-udøver, men blev senere opmærksom på, at han havde enormt potentiale inden for længdespring.
Siden da har han ikke set sig tilbage.
- Han skulle lige skoles, men han har næsten vundet alt, hvad der kan vindes, udover verdensmesterskabet. Han vandt sølv ved VM sidste år i Oregon, så han kommer helt sikkert til at øjne guldet i Budapest, siger Sara Slott Petersen.
Shericka Jackson, kvindernes 100 meterløb
Årets 100 meterløb for kvinder kan blive en sand neglebider, selvom løbet ofte ikke varer meget mere end 10 sekunder.
Her fremhæver Sara Slott Pedersen den jamaicanske sprinter Shericka Jackson, der er blevet omskolet fra kompetent 400 meterløber til dominerende på 100 meter-disciplinen.
Men hun kommer ikke luntende til sejren, forudser Sara Slott Pedersen.
- Jackson skal blandt andet kæmpe side om side med amerikanske Sha'carri Richardson. Hun er den her vilde karakter med vilde, lange negle og en masse x-faktor.
- Og så har vi også den forsvarende guldvinder, ShellyAnn Fraser-Pryce, der har haft lidt skadesproblemer, men som bestemt ikke skal regnes ude af mesterskabet, siger Sara Slott Pedersen.
Du kan se VM i atletik på DR2 til og med 27. august.