Han bliver af mange betegnet som den største guldfavorit overhovedet ved VM i atletik i Budapest.
Og den svenske stangspringer Armand Duplantis skuffede da heller ikke, da han onsdag sprang sig stensikkert i finalen via tre yderst overbevisende spring på henholdsvis 5,5, 5,7 og 5,75 meter.
- Det var godt, vil jeg sige. Der var ikke så meget spildt energi. Jeg leverede tre rene spring, som jeg gerne skulle. Så nu er det bare at se frem mod finalen, siger Armand Duplantis til DR Sporten efter en relativt nem dag på kontoret.
Og at det 23-årige stangspringsfænomen er altdominerede i sporten i disse år, fik man særligt set i forbindelse med hans første spring på 5,5 meter. Her var han nemlig så langt over stangen, at det nærmest så komisk ud. Så nemt var det for ham.
Du kan se Armand Duplantis' første spring i videoen herunder.
Duplantis kunne da også have valgt først at træde senere ind, når højden var sat op. For han var nok næppe i tvivl om, at han kunne springe over de 5,5 meter.
Men der var en særlig grund til, at Duplantis disponerede som han gjorde og tog det ekstra spring.
- Der var virkelig mange springere, så det ville komme til at tage virkelig lang tid.
- Så hvis jeg først var gået ind på 5,7 meter, ville der måske gå halvanden til to timer fra min opvarming, til jeg rent faktisk skulle springe. Så det ville have været en lidt for lang pause. Et ekstra spring kunne ikke skade noget, så whatever, siger Armand Duplantis til DR Sporten.
Tror på triumfen
Duplantis har en svensk mor og amerikansk far, og han er faktisk født i USA, selvom han stiller op for Sverige.
Da DR Sportens udsendte gav ham valget mellem et interview på dansk eller engelsk, valgte han da også engelsk. For så naturligt et skandinavisk sprogøre har han altså heller ikke.
Men på engelsk, med amerikansk accent, fik han understreget, at han ser det som ganske sandsynligt, at han lever op til den massive favoritværdighed, når finalen skal stå på fredag.
- Jeg har to dage til at hvile, hvilket er rigeligt. Så jeg skal nok føle mig helt frisk og klar til finalen.
- Jeg har en god fornemmelse, jeg har en god fornemmelse. Jeg ved, at hvis jeg går ind og gør, hvad jeg har gjort de seneste par år, så skulle jeg nok slutte på toppen, siger Armand Duplantis.
I alt 13 springere kvalificerede sig onsdag til fredagens finale. Det var nødvendigt at komme over de 5,75 meter for at komme i finalen.
Verdensrekorden lyder på 6 meter og 22 centimeter. Den blev sat i februar i år af, ja, Armand Duplantis. Han overtog verdensrekorden i stangspring i 2020 med et spring på 6,17 meter og har siden forbedret den rekord fem gange.
Du kan se VM i atletik direkte på DR2 og DRTV. Tre danskere skal i aktion senere i dag, og du kan danne dig et overblik ved at klikke på dette link.