Sha'Carri Richardson er ikke tilbage ved fordums styrke - hun er endnu bedre.
Det er selvopfattelsen hos den 23-årige amerikanske sprinter, der for nyligt vandt kvindernes 100 meter-sprint, og som fredag aften forsøger at gentage bedriften på 200 meter-distancen.
I juni 2021 blev Sha'Carri Richardson et kendt navn i atletikken, da hun med 10,72 sekunder satte den sjette hurtigste tid nogensinde på en 100 meter. Det endelige gennembrud lod dog vente på sig.
På grund af en dopingdom en måned senere for brug af marijuana blev hun suspenderet i 30 dage og missede OL i Tokyo. Siden har hun kæmpet med at løbe op på førstepladsen igen, men ved VM i 2023 lykkedes det.
Og det skyldes blandt andet, at hun har fundet sig selv, forklarede hun før mesterskaberne.
- Jeg stod i vejen for mig selv. Nu er jeg mig selv, sagde hun ifølge New York Times.
Og så er der grund til at frygte hende uanset sprintdistancen. Det mener den danske løber Astrid Glenner-Frandsen, som havde den danske rekord i 100 meter-løb frem til 2022.
- Der er ingen tvivl om, at hun har noget helt særligt, og når hun rammer sin højeste hastighed, er det som om, hun flyver på banen, siger den 30-årige sprinter.
I videoen øverst i artiklen kan du se Sha'Carri Richardson vinde VM-guld i 100 meter-finalen.
Sha'Carri Richardson har altså en topfart som få andre, og det skyldes blandt andet, at hun er exceptionel, når det kommer til at arbejde med sine såkaldte front side mechanics.
- Hun har for eksempel virkelig flotte og høje knæ, ligesom hun har et godt træk med armene, så hun genererer masser af kræft i sine skridt, forklarer Astrid Glenner-Frandsen.
Amerikaneren genererer dog også masser af omtale og kan stadig komme til at "stå i vejen for sig selv". For hun er bestemt ikke bange for at skille sig ud og ses ofte med lange negle, farverigt hår og såkaldte sleeves på arme og ben.
Og nå ja, så er hun heller ikke nervøs for at lange en skarp kommentar ud ved diverse pressemøder.
Forarger og betager folket
Efter at have vundet VM-guld blev Sha'Carri Richardson spurgt om, hvad hun havde gjort anderledes, siden hun kunne gå fra ikke at komme i semifinalen ved de amerikanske mesterskaber til at blive verdensmester et år efter.
- Det behøvede du ikke at sige. Men nu sidder jeg hér som verdensmester, og det er forskellen, sagde Sha'Carri Richardson.
- Jeg har holdt mine ben på jorden, bevaret troen og haft de rette mennesker omkring mig. Jeg har været dedikeret og blokeret al støj og medier som jer. Jeg har det skønt.
Herunder kan du se og høre Sha'Carri Richardson svare på spørgsmålet fra pressen.
Svaret fik en blandet modtagelse. Nogle grinte, mens andre blev forargede. Og den slags er da også et af de elementer, som gør amerikaneren til en helt særlig karakter, mener Astrid Glenner-Frandsen.
- Det kan både være hende til fordel og ulempe, for det kan virke til, at hun har meget af sit fokus uden for banen. I semifinalen til 100 meter-konkurrencen fik hun for eksempel en dårlig start og tæt på at ryge ud, forklarer hun.
Men uden sin farverige personlighed var Sha'Carri Richardson heller ikke Sha'Carri Richardson.
- Du kan let komme til at være meget i dit eget hoved og blive bange for at begå fejl. Hun tror på sig selv, og hvad hun laver, siger Astrid Glenner-Frandsen.
Det amerikanske løbefænomen har derfor også, hvad der skal til for at levere en "virkelig vild præstation" og vinde guld fredag aften, selvom distancen er dobbelt så lang som den, hun vandt guld i forleden. Det vil dog kræve endnu en toppræstation.
- Man skal økonomisere lidt med kræfterne, når du løber 200 meter. Det er vildt svært, synes jeg. Du skal løbe 100 procent, men alligevel holde hele vejen. På 100 meter går du lidt kold mod slutningen, så det gælder om at kunne forlænge sin præstation, siger Astrid Glenner-Frandsen.
- Den udholdenhed har konkurrenter som Gabrielle Thomas og Shericka Jackson, der løber virkelig hurtigt for tiden. Men rammer Sha’Carri Richardson samme form som på 100 meter har jeg svært ved at se, at hun ikke også tager 200 meteren.
Du kan se Sha'Carri Richardsons finale i aften fra klokken 21.40 på DR2 og DRTV, hvor du det meste af dagen kan se VM i atletik.