Et spørgsmål om millimeter.
Det er tit her vi lander, når der tales om de ypperste præstationer i atletikkens verden. Hækkeløb er ingen undtagelse, og når den lune luft i Budapest i aften danner ramme om finalen på 400 meter, er der især én løber, der er kommet under lup.
Norske Karsten Warholm.
For et par år siden bragede han al modstand til jorden, da han ved de Olympiske Lege i Tokyo satte ny verdensrekord. 45,94 sekunder. En utrolig tid, der forståeligt nok efterlader nordmanden som favorit til aftenens VM-finale.
Men tilløbet har i denne omgang været præget af protester og klager. Warholm smed nemlig sit ene ben over hækken på mistænkelig vis i semifinalen, og det fik både Italien og USA til at råbe op.
Det bragte dog ikke noget med sig, og ifølge DR Sportens ekspert under VM i atletik, Sara Slott Petersen, ville det også have været forfærdeligt, hvis det gjorde.
- Jeg synes, det er så småligt og hysterisk. Man kan slet ikke konkludere noget ud fra de billeder, der har floreret rundt omkring, siger hun.
Protesten gik på, at Warholm ikke svingede sit ben korrekt over en af hækkene, men i stedet slyngede det rundtom i en for lav højde.
Var Warholm blevet diskvalificeret for sin mulige forseelse, ville den sidste finalebillet i stedet være gået til Italien, så det kræver nok ikke den store Hercule Poirot for at motivforske. Sara Slott Pedersen mener, at protesten er 'grotesk'.
- Det handler jo om, at de sidder og leder efter en eller anden lille bitte mikroskopisk fejl, for at deres egen mand kan komme i en finale. Så vil man risikere at smide en verdensrekordholder ud, siger hun.
- Det viser desværre den grimme side af vores sport. Der er flere og flere lande, som har folk siddende på tribunerne udelukkende for at filme modstanderne for at se, om de laver fejl, der kan bruges nede ved juryen.
Den tidligere europamester i 400 meter hæk Sara Slott Petersen mener, at et øget antal akkrediteringer til de store lande bliver brugt på en ærgerlig måde.
- Jeg ved, at USA og England gør det. De har ansatte til at holde øje med alle atleterne, og indsamle materiale. Også hvis der bliver protesteret mod deres egne løbere, for så har de noget materiale, der kan modbevise det.
Stadig klar favorit
I Tokyo havde Karsten Warholm to hurtige herrer bag sig, da han krydsede mållinjen. Og han skal nok forvente samme selskab i de tilspidsede millisekunder i Budapest.
Rai Benjamin fra USA og Alison dos Santos fra Brasilien.
- Det er de to, der kan slå ham, hvis det skal være nogen. Det var også de to, der kom på podiet i Tokyo, siger Sara Slott Pedersen.
Brasilianske dos Santos går sågar ind til VM som den forsvarende guldvinder. Men ifølge Sara Slott Pedersen er der såmænd en naturlig grund til, at det ikke er Warholm, der besidder den hæder.
- Ja, han kom jo fra en lang skade. Der var tvivl om, hvorvidt han overhovedet ville stille op, så at han nåede til finalen var egentlig ret flot.
Nu er Warholm tilbage, og han løb da også en overbevisende semifinale. Vi kan derfor godt tillade os at have høje forventninger til det norske fænomen.
- Jeg tænker, han er på samme niveau som i Tokyo. Og det er en hurtig bane, fordi der er så varmt. Måske kan vi se ham løbe omkring 46,0, siger Sara Slott Petersen.
- Han er helt klart favoritten.
Du kan se Karsten Warholms jagt på VM-guldet fra klokken 21.50 onsdag aften på DR2 og DRTV.