Hvem er verdens hurtigste? Fire spektakulære sprintere jagter VM-guldet

DR Sportens atletikekspert Sara Slott Petersen giver dig fire navne, du skal holde øje med i aftenens 100 meter-finaler ved VM i atletik.

Foto: Sarah Meyssonnier, Jewel Samad, Thurman James og Fabrice Coffrini © Scanpix Collage: Maria Eriksen Volthers

Det er egentlig ret simpelt. Sæt af, drøn afsted med alt, hvad remmer og tøj kan holde og kryds fingre for, at du godt ti sekunder senere kan kalde dig verdensmester.

Alligevel er der mange, der mener, at 100 meter-disciplinen er det absolut største i atletikken.

I aften er det kvindernes tur til at være i atletikkens spotlys for en stund, når VM-finalen løbes klokken 21.50. Og ifølge DR Sportens atletikekspert under mesterskaberne, Sara Slott Petersen, er kvindernes 100 meter et af VM's absolutte højdepunkter.

- Den er åben, og der er et rigtig højt niveau. Det var herrernes også, men der er ikke lige så højt niveau, som vi har set de seneste sæsoner. Kvinderne løber bare blændende hurtigt, og der er flere, der kan tage den, siger Sara Slott Petersen.

- Det er den korteste disciplin, og det er råt talent. Der er noget primitivt over det, og er lidt som at tage tilbage til skolegården. Hvem er hurtigst, dig eller mig?, siger Sara Slott Petersen.

Herunder giver Sara Slott Petersen et bud på, hvem der kan løbe med VM-guldet på kvindernes 100 meter.

Den formstærke

29-årige Shericka Jackson har indtil videre været årets hurtigste kvinde på 100 meter. (Foto: © SZILARD KOSZTICSAK, Ritzau Scanpix)

- Shericka Jackson fra Jamaica fører verdensranglisten og løber bare fænomenalt godt.

Sådan opsummerer Sara Slott Petersen den 29-årige jamaicaner, men lad os for god ordens skyld alligevel sætte lidt flere ord på favoritten.

Jackson har nemlig ganske rigtigt løbet uhyre stærkt i år. I starten af juli satte hun således årets hurtigste tid, da hun ved de jamaicanske mesterskaber klemte sig helt ned på 10.65 sekunder, hvilket også er personlig rekord.

Udover det har jamaicaneren to gange ramt 10.78, der nemt ville klemme hende ind på en fjerdeplads over hurtigste tider i år.

Fan-favoritten

Sha'Carri Richardson behøver ikke frygte at bide neglene til roden, hvis aftenens finale bliver en neglebidder. (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, Ritzau Scanpix)

Uanset hvem, der løber først over stregen i aften, er der ingen tvivl om, hvem der løber med opmærksomheden, når showet begynder.

Amerikanske Sha'Carri Richardson er nemlig i en liga for sig. Om ikke andet, når det gælder fremtoning.

- Hun har en rigtig bitchy attitude, som vi nogle gange ser blandt herrerne, hvor kvinderne normalt holder lidt mere på sig selv, siger Sara Slott Petersen.

Har man lidt problemer med at genkende ansigter, kan man kende Richardson på "ekstremt lange negle", kunstige øjenvipper, smykker og sandsynligvis en netundertrøje.

- Hun makser bare ud på alt, og hun er altid et samtaleemne. Og så løber hun afsindigt hurtigt, siger Sara Slott Petersen.

Den 23-årige amerikaner var også et samtaleemne forud for OL i Tokyo. Her var Richardson udelukket efter en positiv cannabis-test. Sidste år formåede den flamboyante amerikaner ikke at kvalificere sig til VM, men nu er hun tilbage.

Legenden

På trods af en fremskreden alder og status som en levende legende, er Shelly-Ann Fraser-Pryce stadig brandhurtig. (Foto: © Kim Price, Associated Press)

'Pocket Rocket', 'Mommy Rocket' eller bare Shelly-Ann Fraser-Pryce.

Den 36-årige jamaicaner er en levende legende på atletikbanerne rundt om i verden. Fraser-Pryce vandt sit første OL-guld i 2008, og hun gentog bedriften fire år senere.

I 2009 tog hun sit første af fire VM-guld på distancen ved et mesterskab, hvor Sara Slott Petersen selv debuterede.

- Hun har så mange medaljer, at man ikke tror, at skabet kan lukkes. Hun er der bare altid ved mesterskaber, siger Sara Slott Petersen.

Og den er evne er meget god at have, når man kommer til VM i Budapest med bare to løb i benene i 2023.

- Hun har haft en lidt rodet sæson og er først startet for tre uger siden, hvor hun havde et løb på 10.82 sekunder. Hun har i hvert fald ikke den mentale overhånd, fordi hun jo ikke har slået nogle af de andre, siger Sara Slott Petersen.

I gårsdagens kvalifikation så det dog ikke ud til, at det rører den 36-årige verdensstjerne. Uden de store problemer vandt Fraser-Pryce sit heat i fjerdebedste tid blandt deltagerne.

Outsideren

Marie-Josée Ta Lou har ikke haft heldet med sig i løbet af karrieren, men er ikke uden chancer for medalje. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Ritzau Scanpix)

Mens Shelly-Ann Fraser-Pryce har svært ved at lukke medaljeskabet med guldmedaljer, har den 34-årige Marie-Josée Ta Lou ikke rigtig brug for en ekstra hængelås.

Ivorianeren har aldrig vundet et større mesterskab og har indtil videre blot to sølvmedaljer fra VM i 2017, hvor hun blev nummer to i både 100- og 200 meter.

Ved OL i Tokyo var Ta Lou, ifølge hende selv, i sit livs form og kvalificerede sig til finalen i tredjebedste tid. Mavesmerter gjorde dog at hun for andet OL i streg måtte tage til takke med en fjerdeplads.

Men i år har Ta Lou indtil videre løbet tredjehurtigst i sæsonen og ligner en løber, der for alvor har fået tur i det i karrierens efterår, mener Sara Slott Petersen.

- Hun har altid været lige ved og næsten, og i år ser det bare ud som om, det hele falder på plads for hende. Alle i atletikmiljøet under hende det virkelig, siger Sara Slott Petersen.

Du kan følge kvindernes 100 meter semi- og finale på DR TV eller DR2 fra klokken 20.35, eller på live bloggen på dr.dk.