Mandag aften var der gang i London og i særdeleshed gang på det olympiske stadion, hvor der i disse dage bliver afholdt verdensmesterskaberne i atletik. Mandag skulle der uddeles medaljer til i disciplinerne hammerkast (kvinder), trespring (kvinder), 110 meter hæk (mænd) og 1500 meters løb (kvinder). Og der blev kæmpet bravt.
I hammerkast tog den dobbelte olympiske guldvinder, Anita Wlodarczyk, forventet guld, og i mændenes 110 meter hæk fik Jamaica en tiltrængt sejr, da Omar McLeoud kom først i mål.
Yulimar Rojas fra Venezuela var muligvis Englands gladeste kvinde efter at have sikret sig guldet i trespring blot to centimeter foran columbianske Caterine Ibargüen.
I aftenens sidste finale, 1500 meter for kvinder, fik publikum for alvor noget for pengene, da alle løberne var med langt fremme efter de første to tredjedele. Det blev dog kenyanske Faith Kipyegon, der trak det længste strå.
Tirsdag er der finaler i spydkast, stangspring, 3000 meter forhindringsløb samt 400- og 800 meters løb. Det kan ses på DR3 fra kl. 20.15.
Du kan se eller gense mandagens højdepunkter i videoen øverst i artiklen.