Benjamin Lobo Vedel har fået lidt af et gennembrud på den internationale atletikscene denne forårsfredag i marts.
Den blot 19-årige danske 400 meter-mand har løbet sig i finalen ved indendørs-EM i atletik i Serbien, mens det også er blevet til ny personlig rekord med 46,60 sekunder i semifinalen.
De fremragende præstationer fik Sara Slott Petersen til midt i et interview at kaste sig i vild omfavnelse med unge Lobo efter semifinalen.
Selv er det helt uvirkeligt for Benjamin Lobo.
- Det er en af mine største drømme, der er gået i opfyldelse, siger Lobo til DR kort efter løbet og uddyber:
- Det var fedt at se, at jeg havde et ekstra gear til sidst, når vi løb så hurtigt. Det er dét, der betyder noget i finalen.
Benjamin Lobo Vedel løber med om guldet i 400 meter-finalen lørdag aften klokken 18.05. Se med på DR3.
Se videoen af Sara Slott og Benjamin Lobo i toppen af artiklen.