Den danske atlet Daniel Wagner Jørgensen har gang i et forrygende VM i para-atletik.
I går vandt han sølv på 100 meter, og i dag fortsatte han medaljehøsten med en guldmedalje i længdespring.
Daniel Wagner Jørgensen førte konkurrencen fra første spring, hvor han lagde ud med 6,20 meter, mens hans nærmeste konkurrent, japaneren Atsushi Yamamoto, sprang to centimeter kortere.
Efterfølgende kom Daniel Wagner Jørgensen ud på 6,50 meter på to af sine seks forsøg, og det var nok til at vinde guldet foran Yamamoto, der blev registreret for 6,44 meter.
Dermed fik han i hvert fald delvis revanche for sidste sommers paralympiske lege, hvor han måtte nøjes med bronzemedaljen i en konkurrence, hvor japaneren tog sølv og tyskeren Heinrich Propow vandt guld.
Heinrich Propow, der er indehaver af verdensrekorden og har sprunget 6,77 meter, var ikke med i konkurrencen ved VM i London.
Daniel Wagner løber protese på det ene ben og konkurrerer i kategorien T42 for atleter med handicap i underbenene.