Britiske Mo Farah vinder guld ved VM i atletik i 10.000-meter-løb.
Det er løbestjernens sidste VM på distancen, som han har vundet VM-guld på ved de seneste tre verdensmesterskaber.
Den forsvarende olympiske mester på både 5000 og 10.000 meter vandt OL-guld på samme stadion i London, Det Olympiske Stadion, i 2012, som han torsdag aften tog VM-titlen på.
Han har med sejren vundet seks verdensmesterskaber, og det er Farahs tiende OL- eller VM-guld i træk.
Farah vil trække sig tilbage, når han har løbet VM på hjemmebane i London. Han agter dog stadig at løbe maratonløb.
Løberen deltager også i 5000-meter-løb, som løbes i næste uge i London.
/ritzau/