Danske stafetherrer i ekstase over første finale i 104 år

Danmarks stafetlandshold i 4x100 meter er klar til EM-finalen.

Man skal kunne sætte det ene ben foran det andet og også gerne gøre det i et vist tempo, hvis man skal gøre sig forhåbning om at komme blandt Europas bedste sprintere.

Men det magter det danske 4x100 meter stafetlandshold nu også at gøre.

Stafetlandsholdet bestående af Simon Hansen, Jacob Hvorup, Emil Mader Kjær og Rasmus Klausen har således tirsdag booket billet til finalen i disciplinen ved europamesterskabet i Rom.

Som det første mandlige danske stafethold i 104 år, vel at mærke, og holdet er da også ovenud lykkelig for finalepladsen, fortæller Jacob Hvorup.

- Det betyder alt. Det kan ikke beskrives, hvor vigtigt det er, siger Jacob Hvorup.

- Det betyder virkelig meget for holdånden og gør, at vi kan præstere endnu bedre i finalen.

Simon Hansen erklærer sig enig.

De seneste år har ikke budt på mange opture, og derfor betyder finalepladsen ved EM ekstra meget.

- Det er oprejsning på en del meget skuffende konkurrencer det seneste halvandet til to års tid. Så det er meget godt. Vi skal ikke hjem, vi skal videre, siger Simon Hansen.

Du kan se interviewet med de danske stafetherrer i videoen i toppen af artiklen. I videoen herunder kan du se deres løb i semifinalen.

Stafetherrerne bookede billet til finalen som det absolut sidste af de otte hold, der er plads til.

Danskerne blev nummer fem i deres heat, men deres tid viste sig at være den ottendebedste, og derfor kan de nu se frem til at løbe finale onsdag.

Og her skal den have alt, hvad den kan trække, fortæller Simon Hansen. Først er der dog et par detaljer, der skal finpudses.

- Der mangler måske lidt skarphed i skiftene, men nu har vi fået kørt dem ind, og så giver vi den et los igen i morgen, siger Simon Hansen.

Husk at du kan se stafetherrernes finale og resten af konkurrencerne ved EM på DR2.