Superstjernes bror forstår ikke beslutning om at løbe halvmaraton i København

Den norske løbestjerne og OL-guldvinder, Jakob Ingebrigtsen, debuterede i weekenden på halvmaratondistancen.

Video

At løbe sit første halvmaraton på én time, tre minutter og 13 sekunder er nok de færreste forundt.

Men når man hedder Jakob Ingebrigtsen, bredt anerkendt som noget af et løbefænomen med OL-guld på 5.000-meteren ved de netop overståede lege i Paris som seneste triumf, kunne man tænke, at der var bud efter mere.

Men de 21,1 kilometer rundt i Københavns gader endte for Ingebrigtsen med en placering som nummer 34, næsten fem minutter efter vinderen Sebastian Sawe fra Kenya, som løb i tiden 58 minutter og 5 sekunder.

Ingebrigtsen selv havde dog ikke nødvendigvis sat næsen op efter et topresultat. Efter en lang sæson var målsætningen blot at krydse stregen.

Men spørger man Jakob Ingebrigtsens bror, Henrik Ingebrigtsen, som selv er løber på topniveau, var det uklogt af brormand overhovedet at stille til start ved den halve maraton i København.

Henrik Ingebrigtsen (højre) var ikke begejstret for sin lillebror Jakob Ingebrigtsens (venstre) beslutning om at stille til start ved Copenhagen Half Marathon. (Foto: © ANDREAS SOLARO, Ritzau Scanpix)

Det var nemlig første gang, at lillebror Ingebrigtsen både i træning og konkurrence løb længere end 20 kilometer.

- Jeg synes, det er rigtig dumt at begynde på en distance, man ikke er klar til. Men det er en yderst ærlig distance. Har man ikke den nødvendige kapacitet, og er man ikke klar til at løbe 21 kilometer, bliver det svært, siger Henrik Ingebrigtsen til NRK.

Du havde faktisk anbefalet ham at tage hjem?

- Ja, jeg synes, det er dumt, at man løber et halvmaraton, når man ikke er forberedt.

Jakob Ingebrigtsen løb sig til OL-guld på 5.000-meteren ved legene i Paris. Ingebrigtsen var også storfavorit på 1.500-meteren, men her sluttede han på en skuffende fjerdeplads. (Foto: © Anne-Christine Poujoulat, Ritzau Scanpix)

Debuten på halvmaratondistancen kommer da også i kølvandet på et tætpakket løbsprogram for Jakob Ingebrigtsen, som mindre end to døgn før rundturen i de københavnske gader løb sig til en førsteplads på 1.500-meteren ved Diamond League-finalestævnet i Bruxelles.

Dubutanten erkendte da også efter søndagens halvmaraton, at det måske ikke gik helt som håbet, men udtrykte dog også en smule glæde over nu at kunne sætte flueben ud for et gennemført halvmaraton.

- Der var måske en åbning de første kilometer, hvor farten var relativ begrænset, men efter fem kilometer satte de forreste farten betydeligt op, og der blev det definitivt for hårdt for mig, sagde Jakob Ingebrigtsen efter løbet.

- Jeg var udmattet fysisk og psykisk. Det var en stor lettelse at komme i mål og fejre en gennemført halvmaraton, selvom det blev med et par stop undervejs.