Stafetherrerne blev nummer 6 i EM-finalen: 'Godt tilfreds, men løbet var noget lort'

Stafetholdet missede desværre OL-kravet med et sekund.

Simon Hansen, Frederik Schou, Jacob Hvorup og Emil Mader Kjær løb sjettepladsen hjem for Danmark. Foto: Kasper Thrane, DR Sporten.

Målet for de danske stafetherrer var nået. Pladsen i EM-finalen på 4x100 meter stafet var kravet. Drømmen var en kvalifikation til OL.

Desværre blev det kun til finalepladsen for de fire hurtige herrer Simon Hansen, Emil Mader Kjær, Jacob Hvorup og Frederik Schou. Men sjettepladsen får dem til at blåstemple deres deltagelse ved mesterskaberne i Rom.

- Vi er tilfredse med sjettepladsen, men selve løbet var pænt lort, siger Jacob Hvorup, der blev skiftet ind på holdet mindre end en time før startskuddet lød, da Rasmus Klausen måtte trække sig med en skade.

- Vi tog nogle pladser i forhold til vores seedning. Vi bliver nummer 6 i Europa. Det kan vi ikke være utilfredse med. Jeg synes, det er mere end godkendt, siger Simon Hansen, der løb første tur for Danmark.

Du kan se finaleløbet i videoen herunder, hvor Italien løb suverænt med guldet.

De fire sprintere fortæller, at skifterne ikke sad i skabet. En dybere analyse kan ikke laves, mens adrenalinen stadig kørte i kroppen, da de tale med DR Sportens reporter.

Men oplevelsen er frisk i erindringen, og den klinger bedre end de dårlige skifte.

- Det har været fantastisk og spændende. Specielt for mig som debutant at løbe finale på det olympiske stadion, siger Jacob Hvorup.

- Jeg synes, at vi i Dansk Atletik kan være rigtig godt tilfredse med det her mesterskab. vi kommer ud med nogle præstationer, vi kun havde turde håbe på. Både på sprinten og resten af atletikken generelt, siger Simon Hansen.

Stafetholdet løb de 4x100 meter på 39,21 sekunder. Med en fantomtid under 38,30 sekunder havde de kunnet fejre en OL-plads.

Men man kan ikke gøre andet end sit bedste, og det har hele stafetlandsholdet gjort hele sæsonen.

- Det er brandærgerligt (at misse OL, red.), men vi gjorde alt, hvad vi kunne hele året, og vi arbejdede så hårdt for det. Når dagen er omme, kan vi kigge os selv i spejlet og sige, at vi gjorde alt, hvad vi kunne. Kan man det, så synes jeg ikke, at man kan være helt vildt skuffet, siger Simon Hansen, inden debutanten Jacob Hvorup tager ordet.

- Vi går efter at være med i 2028.

Du kan høre sprinternes reaktion efter finalen i videoen herunder.