Nu handler det om den lange bane for Sara Slott. Såvel i overført som i reel betydning.
- Der kommer til at være nogle stævner, hvor jeg kommer til at fucke lidt op, siger 400 meter-hækkeløberen Sara Slott.
Indendørssæsonen er netop slut for Slott, og hun har leveret flotte resultater. To danske rekorder på 400 meteren blev slået kort efter hinanden, og ved DM i indendørs i sidste uge satte hun så også en ny dansk rekord på den halve distance.
Sjov størrelse
Men der er det med indendørs atletik, at det foregår på en bane på 200 meter. Altså på en bane, der er halvt så lang som uden for. Og det betyder, at disciplinen 400 meter-hækkeløb ikke kan lade sig gøre. Banen er for krum, og hækkene kan ikke være der.
- Specielt for mig er indendørs en sjov størrelse, fordi min disciplin ikke findes. Så det er sådan lidt på frihjul – det gør ikke så meget, hvis ikke det går godt.
Men selvom Slott altså har leveret flotte resultater på frihjul, betyder det ikke, at hun også kommer til at løbe stærkt, når der kommer hække i vejen.
- Resultaterne fortæller, at jeg er i rigtig god form. Uden hække handler det 100 procent om, hvordan din fysiske form er.
Skridtmønster og skuddermudder
Nu begynder et langt, sejt træk så. Et træk, der først ender til sommer, når der er EM og OL i atletik.
Inden da ligger en masse stævner, som Slott ikke nødvendigvis har tænkt sig at behandle med den respekt, arrangørerne nok gerne så.
Foråret skal nemlig bruges til at eksperimentere – eller ’fucke op’ om man vil – som et led i den plan, der skal optimere alt ved Slotts 400 meter-hækkeløb, som der overhovedet kan optimeres.
- Selvfølgelig vil jeg gerne slå mine konkurrenter allerede i foråret, men det er ikke vigtigt, hvem der vinder de første Diamond League-stævner i maj. Det handler om, hvem der vinder EM, og hvem der vinder OL.
- Jeg kan prøve nogle ting i træningen og gætte mig til, hvordan kroppen reagerer, når den bliver træt. Men man ved det først i konkurrencer.
Det handler om de efterhånden sagnomspundne små marginaler.
- Så jeg skal bruge konkurrencerne på at teste et muligt nyt skridtmønster af. Eller teste hvor hurtigt jeg kan lægge fra land i et løb – med 98 procent power eller 99 procent.
- Alle sådan nogle små marginaler skal jeg have testet af. Så der vil helt sikkert komme nogle konkurrencer, der bliver gode, og andre, der går helt i skuddermudder – det er en del af processen.
Den første af Slotts store mål for sæsonen, EM, bliver afholdt i Amsterdam fra den 6-10. juli. OL i Rio blot en måned efter, fra den 5-21. august.