Ganske vist er den officielle danske målsætning for EM to finalepladser. Men der er ingen tvivl om, at alle i den danske lejr i Amsterdam også håber på lidt mere fra Sara Slott Petersen. Lørdag aften tester hun medaljedrømmene i semifinalen på 400 meter hæk.
At 29-årige Sara Slott tilhører verdenseliten slog hun en tyk streg under med sin fjerdeplads ved VM sidste år, og på trods af en skadesplaget start på året, der har kostet hende fire Diamond League-deltagelser, har hun løbet tredjehurtigste tid i år af EM-deltagerne og har den bedste personlige rekordtid af alle startende.
Skulle det lykkes Sara Slott at løbe sig til en EM-medalje, bliver hun den første kvindelige danske atletikudøver til at vinde siden Annelise Damm Olesens sølv på 800 meter i Athen i 1969. Ingen danske kvinder har i øvrigt vundet udendørs EM-guld nogensinde.
Med i semifinalen er også en anden dansk OL-deltager Stina Troest, der i modsætning til Sara Slott Petersen måtte igennem et indledende heat for at kvalificere sig, og det klarede 22-årige Troest i sin bedste tid i år på 56,32 sekunder.
OL-håb på 110 meter hæk
En tredje dansker i aktion lørdag er hækkeløberen Andreas Martinsen. Også han løb sit bedste heat i år, da han fredag klarede sig frem til semifinalen på 110 meter hæk i tiden 13,65 sekunder, der er bare 0,1 sekund fra hans egen danske rekord.
Ganske vist gik 24 ud af 31 løbere videre fra de indledende heats, men ikke desto mindre er 25-årige Martinsen den første dansker til at avancere i netop den disciplin siden 1946. Det blev markeret med bank på brystet og armene i vejret på det olympiske stadion.
Finalen bliver vanskelig at nå, men lige så interessant er det også, om Andreas Martinsen kan presse sin tid ned under 13,47 sekunder i semifinalen. For så indløser han billet til OL i Rio. Et krav han tidligere har været blot otte hundrededele af et sekund fra.
Wagner pudser PL-formen af
For første gang i EM-historien indgår de paralympiske konkurrencer også som en del af begivenheden for at promovere handicapidrætten. 60 paraatleter fra hele Europa stiller til start i otte øvelser, og her er Danmark repræsenteret ved Daniel Wagner Jørgensen.
Den benamputerede længdespringer vandt bronze ved de paralympiske lege i London og er igen et godt medaljebud, når det går løs i Rio. Opvisningskonkurrencen under EM bliver en fin test af formen, inden det går løs.
Danske starttider:
Daniel Wagner Jørgensen klokken 15.05
Andreas Martinsen klokken 19.31
Sara Slott Petersen klokken 20.28
Stina Troest klokken 20.36
Følg hele lørdagens konkurrencer direkte på DR3 fra klokken 12.55 til 16.00 og 18.40 til 22.10.