OL-guldvinder misser VM efter skade

Verdensrekordholderen David Rudisha melder på grund af en lårskade afbud til VM i atletik i London.

David Rudisha har også verdensrekorden på 800 meter. (Foto: © Dominic Ebenbichler, Scanpix)

VM i atletik, der afvikles i London i august, bliver uden stjerneløberen David Rudisha.

Kenyaneren, der er indehaver af verdensrekorden på 800 meter, meddelte mandag på Twitter, at en lårskade tvinger ham til at melde afbud.

- Det er trist og skuffende, at jeg på grund af en muskelforstrækning ikke kommer med til London-VM, skriver han på Twitter.

Rudisha satte ved OL i London i 2012 verdensrekord på netop det olympiske stadion, der også skal huse VM.

Med tiden 1 minut og 40,91 sekunder blev han den første, der sneg sig under tiden 1 minut og 41 sekunder på 800 meter.

Fire år senere vandt han også OL-guld på distancen i Rio de Janeiro.

Han vandt desuden VM-guld i både 2011 og 2015.

2017-udgaven af VM i atletik afvikles fra 4. til 13. august og kan følges direkte på DR's kanaler.

/ritzau/