Norsk OL-stjerne sender ny stikpille til rival

Den norske løber Jakob Ingebrigtsen er igen ude med riven efter sin britiske konkurrent Josh Kerr.

Jakob Ingebrigtsen måtte nøjes med en fjerdeplads til OL, men var torsdag igen hurtigst på 1.500-meteren ved Diamond League-stævnet i Lausanne.

Der var stille i 16 dage, men længere kunne den norske løbestjerne Jakob Ingebrigtsen ikke holde sig i stilhed.

Torsdag deltog nordmanden ved Diamond League-stævnet i den schweiziske by Lausanne.

Her knuste nordmanden, i sin tredje hurtigste tid nogensinde, konkurrenterne på 1.500 meteren, og nappede sin Diamond League-titel nummer ti.

På banen i alpelandet slog den 23-årige nordmand blandt andre amerikanske Cole Hocker, som for 16 dage siden ved OL i Paris overraskende løb sig til en guldmedalje.

- Jeg sætter pris på, at du er her, kunne man ifølge VG høre Ingebrigtsen sige til amerikaneren i tv-udsendelsen efter løberne havde krydset målstregen i Lausanne torsdag aften.

En kæk bemærkning? Muligvis.

Det kunne i hvert fald godt tolkes som en hentydning til, at Ingebrigtsens helt store rival på 1.500 meteren, britiske Josh Kerr, ikke stillede til start ved Diamond League-stævnet.

Amerikanske Cole Hocker snød favoritterne og vandt OL-guld på 1.500-meteren. Britiske Josh Kerr blev toer, mens amerikanske Yared Nuguse nappede bronze. Storfavoritten Jakob Ingebrigtsen måtte nøjes med fjerdepladsen. (Foto: © JEWEL SAMAD, Ritzau Scanpix)

Op til det netop overståede OL havde nordmanden og briten en heftig ordkrig kørende. Kerr har blandt andet kaldt Ingebrigtsen for egocentreret, mens Ingebrigtsen har skudt igen med at klandre briten for ikke at stille op til særligt mange stævner.

Begge løbere var dog til start ved OL, hvor Cole Hocker snød dem begge. Ingebrigtsen måtte endda nøjes med en, for ham, skuffende fjerdeplads, da han i opløbet ikke bare blev overhalet af Hocker og Kerr, men også Yared Nuguse.

Se OL-finalen på 1.500-meter, hvor Cole Hocker snyder de to favoritter:

Men nu er Ingebrigtsen, som både har OL- og VM-guld på cv'et, tilbage på toppen af 1.500-meteren. Igen klar til at skyde med skarpt i ordkrigen mod sin britiske rival.

Efter sejren i Lausanne blev han af atletikmediet citius mag spurgt til, hvordan han havde restitueret siden OL, hvor Ingebrigtsen få dage efter skuffelsen på 1.500 meter sikrede sig guldet på 5.000 meter.

- Der er et meget simpelt svar på det spørgsmål. Det er gået næsten to uger siden Paris, og det er masser af tid til at komme sig.

- For nogle af de atleter, der løb 1.500 meter, er der gået 16 dage. Hvis du ikke kan komme dig efter en 3 minutters løbetur på 16 dage, så har du et stort problem, lød det fra Ingebrigtsen.

Og nordmanden er en travl herre. Allerede søndag løber han 3.000 meter i Polen.

Næste torsdag får løbeverdenen så den længeventede revanche, når både Ingebrigtsen, Kerr, Hocker og Nuguse er tilmeldt Diamond League-stævnet i Rom. Årets sidste Diamond League-stævne finder sted i Bruxelles den 13. og 14. september.