Nonbinær VM-atlet kritiserer værtsnation for homofobiske love

Rettighederne for LGBT+-personer i Ungarn er blevet voldsomt forringet de seneste år.

Nikki Hiltz er nonbinær og amerikansk mester på 1500 meter-distancen. (Foto: © Ashley Landis, Associated Press)

I weekenden begynder VM i atletik i den ungarske hovedstad Budapest, men det er langt fra alle, der er tilfredse med placeringen af verdensmesterskaberne.

Ungarn har nemlig de seneste år markeret sig med flere love, der er rettet mod LGBT+-miljøet, og derfor langer den amerikanske VM-løber Nikki Hiltz, der stiller op i 1.500 meter-disciplinen, nu ud efter dem, der har tildelt værtskabet.

- Der er queer-atleter i alle sportsgrene. Jeg synes, det er ærgerligt, at disse lande bliver ved med at få de her værtskaber. Jeg ville ønske, der blev sagt, at man skulle bestå en diversitets- og inklusionstest for at få lov at være vært for en stor sportsbegivenhed. Desværre er det ikke sådan, det er, siger Nikki Hiltz, der identificerer sig som nonbinær, til AP.

Og det står også skidt til med LGBT+-rettighederne i Ungarn. Det fortæller Simone Nørholm Jacobsen. Hun er er politisk rådgiver med ansvar for køn i Amnesty International.

- Siden Viktor Orbán kom til magten i 2010, har LGBT+-rettighederne styrtdykket i landet. Man kan godt sige, at Ungarn er det land i Europa, hvor det er gået mest ned ad bakke de seneste ti år, når det kommer til LGBT+-borgeres rettigheder, siger hun.

'Verden er et komplekst sted'

Og selvom præsidenten for det internationale atletikforbund, Sebastian Coe, anerkender, at sport for mange landes vedkommende er en mulighed for at vise sig frem, mener han også, at det kan gavne lokalsamfundet.

- Verden er et komplekst sted, og det bliver mere og mere komplekst hvert år. Det vil ikke ændre sig, lyder det.

- Ethvert land ønsker at bruge sporten som et udstillingsvindue. Det eneste, jeg kan sige, er, at alle de sportsarrangementer, jeg har været med til, aldrig har efterladt lokalsamfundet et værre sted, hverken politisk, kulturelt eller socialt, siger han.

'Uacceptabelt og kujonagtigt'

Nikki Hiltz er ikke den eneste, der har kritiseret Ungarn på grund af deres love rettet mod LGBT+-miljøet.

Viktor Orbán kom til magten i Ungarn i 2010. (Foto: © Toms Kalnins, Ritzau Scanpix)

For godt to år siden offentliggjorde Formel 1- stjernen Lewis Hamilton et opslag på sin Instagram-profil, hvor han skrev følgende:

- Det er uacceptabelt, kujonagtigt og misvisende, at magthaverne foreslår sådan en lov. Alle fortjener friheden til at være dem, de er, uanset hvem de elsker, eller hvordan de identificerer sig, lød det dengang fra Hamilton.

Det var i juli 2021 - kort efter at den ungarske regering havde vedtaget en kontroversiel lov, der forbød ungarske tv-stationer og skoler at fortælle børn og unge om homoseksualitet eller transpersoner. En lov, der dengang mødte voldsom kritik.

Den seneste i rækken er altså Nikki Hiltz. Og spørgsmålet er så, om det overhovedet gør en forskel?

- Det nytter på den måde, at der kommer fokus på det. Der var for eksempel ikke så meget fokus på menneskerettigheder og tvangsarbejde i Qatar, før der blev placeret et VM i fodbold, og på den måde kan det nytte noget, at der kommer fokus på det. At det er noget, omverdenen får øje på - hov, hvad foregår der i Ungarn? Al bevågenhed kan nytte noget, siger Simone Nørholm Jacobsen fra Amnesty International.

Du kan se VM i atletik på DR2 fra lørdag d. 18. august.