Den britiske stjerneløber Mo Farah fordoblede lørdag sin medaljehøst ved atletik-VM i Beijing.
Akkurat som i sidste uges 10.000 meter var Farah hurtigst, da der skulle løbes på den halve distance.
De 5000 meter passerede briten i tiden 13.50,38 minutter.
Det var knap halvandet sekund hurtigere end forfølgerne Caleb Mwangangi Ndiku fra Kenya og etiopieren Hagos Gebrhiwet, der sikrede sig sølv og bronze.
Mo Farah løb over målstregen i ganske suveræn stil og havde tid til at smile, men forud var gået et løb, hvor Farah var presset af angreb fra sine konkurrenter.
Da det hele skulle afgøres, kunne ingen dog følge med, da Farah øgede tempoet.
Op til VM har Mo Farah været udsat for stor virak efter dopingbeskyldninger mod britens træner Alberto Salazar.
I kvindernes 800 meter løb vandt hviderusseren Marina Arzamasova guld i tiden 1.58,03 minutter. I det tætte løb var der kun 15 hundrededele af et sekund mellem de tre forreste.
Mellissa Bishop fra Canada og Eunice Jepkoech Sum fra Kenya tog sig af henholdsvis sølv og bronze.
/ritzau/