- Det kan aldrig blive anset for at være doping! Vladimir Putin har talt og kastede i går i et TV-interview sin lidt overraskende ekspertviden om stoffet Meldonium ind i den dopingdebat, der har været her i starten af 2016.
Problemet er, at Putin ikke har ret. Meldonium er et dopingmiddel – det siger antidopingorganisationen WADA, som siden årsskiftet har rettet skytset mod brugerne af stoffet, som ifølge WADA har en klart præstationsfremmende effekt.
At nogle idrætsfolk også tror, at der er en effekt, fremgår af den mængde atleter, der siden årsskiftet er røget i Meldonium-fælden – mest prominente tennisstjernen Maria Sharapova og den svenske topløber Areba Aregawi. Med svenskeren som en af relativt få undtagelser, er det russiske og østeuropæiske atleter, der er blevet snuppet. Dér er stoffet mest udbredt, og også derfor reagerer Putin. Men Meldonium-sagen er også interessant på et mere overordnet niveau.
Er det ikke forbudt er det tilladt
Kampen mod brug af forbudte stoffer i sport har altid været et kapløb mellem dopingudviklere og dopingjægere. Og altid med jægerne et lille stykke bagefter. De seneste årtiers afsløringer i især cykelsport og atletik viser det tydeligt: Hver gang et stof er blevet opdaget og forbudt, er jagten gået ind på at finde et nyt med samme eller bedre virkning, som så kan bruges, indtil det bliver forbudt. Og så videre.
En gusten flok af brodne kar i medicinalindustriens udviklingsafdelinger, profithungrende læger og idrætsfolk, for hvem sejr, berømmelse og penge er vigtigere end alt andet, har altid kunnet mødes på isolerede rastepladser, i skumle baggårde og på hemmeligholdte laboratorier og forsøge sig med nye stoffer, som ingen kender langtidseffekten af. Og er det ikke direkte forbudt, så er det tilladt, er åbenbart mantraet.
Østeuropæisk tag selv-bord
Den russiske offensiv mod WADA i Meldonium-sagen er også bemærkelsesværdig af andre grunde end Putins spektakulære støtte.
Man skulle mene, at Rusland, efter de massive afsløringer af organiseret doping hos landets atletikfolk, havde lyst til at holde lidt lav profil på dette område, bare et stykke tid – for eksempel til landets atletikudøvere ikke længere var udelukket fra internationale konkurrencer.
Men Meldonium har åbenbart været – og er stadig – en så vigtig del af russiske sportsfolks morgenbuffet, at det er værd at tage et opgør med WADA for. Alene det tyder vel på, at stoffet har en vis effekt – og at WADA derfor har gjort det rigtige ved at rette fokus mod brugen af det.
Men det viser desværre også at en del stadig er ved det gamle: Jo, det er blevet sværere (og dyrere) at dope sig og slippe godt fra det. Men viljen til at skyde genvej, viljen til at sætte krop, helbred og hensynet til konkurrenterne til side, lever desværre stadig i store dele af topidrætten.