Længe blev Nike skoset for deres behandling af gravide atleter - nu hyldes brandet for ny reklame

Nikes hyldest af gravide atleter er et vigtigt signal at sende, siger den danske OL-sølvvinder Sara Slott.

Allyson Felix har vundet ni olympiske medaljer i sin karriere. Reklamen har det rigtige budskab, men ignorerer også visse aspekter, siger hun. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

Man har et standpunkt, og når tiderne skifter, så kan med fordel flyde med.

Den taktik har et af verdens største sportbrands Nike benyttet sig af, de de tidligere på ugen sendte en reklamevideo på gaden. En hyldest til gravide og ammende atleter, der på trods af biologiens begrænsninger for fysisk udfoldelse knokler på begge fronter.

- Hvis ikke du er en atlet, hvem er så?, spørger Nike i videoen.

I det minut, som reklamen varer, ser man blandt andre den 23-dobbelte grand slam-vinder Serena Williams med sin datter Alexis, man ser Shelly-Ann Fraser-Pryce vinde VM-guld i sprint som den første mor i historien, og man ser yoga-læreren Aurélie Louis-Alexandre bruge en brystpumpe før hun skal undervise.

Alle kvinder, der efter at have født er vendt tilbage til toppen af deres sport.

Reklamen tiltrak sig dog også opmærksomhed fra en anden af atlektikkens største stjerner. Amerikanske Allyson Felix.

På Twitter sendte Felix både ris og ros efter Nike.

- Jeg synes, at du skal se den her reklame. Den minder mødre om, at de er atleter. Den hylder mødre. Den fortæller sandheden. Den er stærk. Det er fremragende marketing. Jeg er enig med hvert enkelt ord. Jeg synes også du skal se reklamen, så du kan holde Nike op på deres ansvar.

- Den var også hård at se. Min, og mange andres, oplevelse, tvang Nike til at støtte atleters barsel, og når jeg ser den her reklame, så anerkender den ikke den krig.

- Reklamen hylder alle de rigtige ting, men ignorerer den kamp, som det var at nå til det her punkt, skriver Allyson Felix.

Tvunget til at ændre praksis

Tilbage i 2019 gik Allyson Felix i en klumme i New York Times i krig med netop Nike, da hun afslørede, at kontraktforhandlingerne mellem hende og Nike var gået i stå efter hun havde født sin datter, Camryn.

Ugen forinden havde Alysia Montaño, Kara Goucher og Phoebe Wright, også olympiske atleter, brudt deres tavshedsklausuler med Nike og fortalt, hvordan en graviditet i branchen blev betragtet som et 'dødskys'.

Den amerikanske hækkeløber Nia Ali medvirker også i reklamen. Her med sin datter på armen, efter hun i 2019 vandt VM-guld i Doha. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

På samme måde kunne Allyson Felix fortælle, hvordan Nike i kontraktforhandlingerne ville betale 70 procent mindre end den tidligere aftale. Samtidig ville Nike ikke garantere, at Felix i månederne efter datterens fødsel ikke ville blive økonomisk straffet for ikke at levere de resultater, hun med seks OL-guld- og 11 VM-guldmedaljer var vant til.

- Hvis jeg, en af Nikes mest markedsførte atleter, ikke kunne sikre mig selv, hvem kan så?, lød det i klummen fra Allyson Felix.

De mange reaktioner verden over fik Nike til at skifte holdning, og få måneder senere kunne brandet fortælle, at der fremadrettet ville være 18 måneders sikkerhed for løn og bonus, hvis en atlet fandt sig selv i lykkelige omstændigheder.

Det er altså dén krig, som Allyson Felix hentyder til i sine tweets.

Ville ikke være bange i dag

Nikes ændrede politik omkring gravide atleter har bestemt også en effekt, lyder det fra den dansk OL-sølvvinder i 400-meter hækkeløb, Sara Slott Petersen.

TIlbage i 2013 fødte hun sin søn, Tobias, og da hun var tilbage på løbebanen var det med en pondus, der har holdt hende i toppen af sporten lige siden.

I dag er hun på kontrakt hos netop Nike, og hun har naturligvis selv bemærket, hvad der står med småt.

- Jeg blev rigtig glad for at se, da jeg kunne læse de her vilkår i kontrakten, som de fik indført for et par år siden. Havde jeg haft fem-seks år mere i mig, så ville det helt sikkert betyde, at jeg ikke ville være nervøs for at tage den pause, som følger med en graviditet, siger Sara Slott.

Sara Slott Petersen blev i OL-finalen i 2016 kun overgået af amerikanske Dalilah Muhammed. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Den danske hækkeløber synes da også, at det er blevet mere naturligt at tale om ting som familieforøgelse i 'feltet'. Men om det skal tilskrives Nike eller blot det faktum, at Sara Slott selv er ved at komme op i årene, og samtalen derfor er mere naturlig end for ti år siden.

- 'The new normal' for hvornår man stopper rykker sig naturligt, og derfor er det vigtigt, at Nike viser forståelse for, at det her er en del af at være kvinde, og vi vil have kvinder i sporten i lang tid. Kvinder har kun en vis tid at løbe på, når det kommer til at få børn, så det er et supervigtigt signal til atleter om, at begge dele kan lade sig gøre.

Sara Slott havde ikke, modsat Allyson Felix, de største sponsorater, da hun blev gravid, og derfor var de økonomiske overvejelser til at overse. Samtidig mødte hun fra Dansk Atletikforbund og sin egen klub opbakning i projektet om at blive mor, hvilket ikke altid er atleter andre steder i verden forundt.

- Der er en masse lande, som ikke har de fordele, vi har set med danske øjne. Blandt andet de amerikanske atleter. Så det er i hvert fald på tide, at der bliver rykket, og vi må også sige, at der er stadig lang vej igen, hvis man sammenligner med det normale arbejdsmarked, siger Sara Slott.