Man må formode, at lederne i det internationale idrætsforbund, IAAF, har lidt problemer med nattesøvnen i disse uger. Ikke kun på grund af spændingen forud for næste uges VM, men nok især på grund af de presseafsløringer af deres ageren i forhold til doping, som er kommet frem på det seneste.
Denne søndags historie om, at folkene bag en videnskabelig undersøgelse fra VM for fire år siden er blevet pålagt et tavshedsløfte, kan potentielt være en af de rigtig grimme.
Hvis den står til troende, tegner den et billede af et forbund, som nok udfører antidopingarbejde og tester atleterne, men som så, når problemets omfang viser sig, gør alt for at nedtone det. Eller i hvert fald gemmer resultaterne så længe, at de er blevet uaktuelle.
I en reaktion på dagens nyhed skriver IAAF, at der er stor usikkerhed om, hvordan undersøgelsens resultater skal fortolkes, og at de ikke har nedlagt veto mod at undersøgelsen bliver offentliggjort. Allerede i 2013 var striden mellem parterne fremme i offentligheden, og vi må vente at se, hvem der har fat i den lange ende. Men at sagen kommer frem igen, puster til en ild, der allerede brænder kraftigt.
Stor opgave for ny præsident
Det tal, videnskabsfolkene hævder – nemlig at op mod en tredjedel af atleterne var dopede – ligger nogenlunde på linje med afsløringerne fra for få uger siden. Her fik tyske og engelske journalister fat i lister over blodprøver fra perioden 2001-2012, som også tyder på snyd i stort omfang. At IAAF selv i ugens løb suspenderede 28 atleter for positive prøver fra VM i 2005 og 2007 viser naturligvis en vis handlekraft fra forbundets side. Men det understreger også, at problemet er reelt eksisterende.
De sidste ugers afsløringer har været stærkt ødelæggende for atletikkens troværdighed, og at det risikerer at overskygge de verdensmesterskaber i atletik, der begynder i næste uge. Det må være alarmerende for atletikkens ledere.
Endnu mere interessant er det dog, at IAAF på onsdag skal vælge ny præsident. Skiftet i toppen må og skal være en anledning til at gå nye veje i dopingbekæmpelsen, og der er ingen tvivl om, at de to kandidater til posten, Sebastian Coe og Sergey Bubka, vil blive afkrævet løfter i den retning. Fra dansk side er det fx blevet luftet at udelukke enkelte særligt belastede lande fra at konkurrere internationalt, indtil de har fået styr på tingene.
Om det er politisk gangbart, tvivler jeg på, men at der skal tænkes nyt i forhold til dopingarbejdet er hævet over enhver tvivl. Ellers risikerer atletikkens troværdighed at forsvinde helt.