Dramaet i løbefamilien Ingebrigtsen pryder atter forsiderne i Norge, hvor der igen er blevet hældt benzin på bålet i opgøret mellem far Gjert på den ene side, og sønnerne Jakob, Filip og Henrik på den anden.
De tre stjernebrødre, som har vundet OL-, VM- og EM-guld, anklagede onsdag deres far, som også er deres tidligere træner, for fysisk vold.
- Vi er vokset op med en far, som har været svært aggressiv og kontrollerende, og som har brugt fysisk vold og trusler som en del af sin opdragelse. Vi kender stadig til ubehag og frygt, som sidder i os fra barndommen, siger de tre brødre i en udtalelse til det norske medie VG.
Beskyldningerne kommer efter en lang periode med rygter om problemer i den norske løbefamilie.
Før VM i atletik i Budapest blev familiens overhoved og far, Gjert Ingebrigtsen, nægtet adgang til mesterskabet af det norske atletikforbund, NFIF, som træner for Narve Gilje Nordås, der er stjerneløberen Jakob Ingebrigtsens store konkurrent.
Jakob, Filip og Henrik Ingebrigtsen forklarer, at de havde håbet på at håndtere situationen uden at rippe op i historier fra deres barndom, men at det nu er uundgåeligt.
- Denne sag er blevet så betændt og har haft så store konsekvenser, at vi føler et ansvar for at rydde op i det, skriver de.
- For to år siden fik vi nok. Fra det øjeblik valgte vi at bryde med vores far. Så blev det også umuligt for os at fortsætte med ham som træner.
Faderen afviser
Gjert Ingebrigtsen afviser anklagerne fra sine sønner. Han er langt fra perfekt som far eller husbond, men han er ikke voldelig, understreger atletiktræneren.
- Først og fremmest er det en tragisk situation for min familie, at vi er kommet til det punkt, hvor vi spreder falske anklager mod hinanden i medierne. Det gør mig dybt ulykkelig, siger Gjert Ingebrigtsen til VG i et svar gennem sin advokat.
- Hvordan vi skal komme forbi det her ved jeg ikke - men vi må prøve.
Anderledes sikkert synes det, at parterne ikke kommer til at arbejde sammen igen.
Allerede nu slår atletikforbundet NFIF fast, at Gjert Ingebrigtsen ikke bliver at finde på tribunen til indendørs VM i Glasgow til marts og EM i Rom til juni. Samtidig ønsker de heller ikke, at Gjert Ingebrigtsen skal med til OL i Paris.
NFIF understreger som følge af brødrene Ingebrigtsens anklager om vold, at forbundets opgave er at sørge for trygge omgivelser til alle norske atleter.
- På baggrund af Jakob, Filip og Henriks udtalelser onsdag vil vi skærpe dette arbejde, skriver NFIF i en pressemeddelelse.
Familiestridighed til fuldt offentligt skue
Der er ikke noget, der kan rydde forsiderne i Norge, som en historie om familien Ingebrigtsen.
Foruden at de er atletikstjerner med flere medaljer fra både EM, VM og OL, så er familien blevet ekstremt eksponeret og populære gennem reality-serien Team Ingebrigtsen.
- Kombinationen mellem et familiedrama, med nogle utrolig stærke personligheder, og unikke sportsresultater har gjort, at interessen for alt, hvad den familie foretager sig er kæmpe stort, siger Jan Petter Saltvedt, der er atletikkommentator for NRK.
De store stridigheder i familien kom første gang frem i starten af 2022, da Jakob, Filip og Henrik Ingebrigtsen droppede deres far, Gjert Ingebrigtsen, som deres træner.
Gjert fortsatte dog som træner for brødrenes træningsmakker Narve Gilje Nordås, hvilket ikke faldt i god jord hos brødrene.
Du kan høre mere om Ingebrigtsen-familien i dette afsnit af DR Sportens podcast Tyvstart
Det blev endnu mere tydeligt, da NRK i sidste uge kunne afsløre, at Henrik Ingebrigtsen var blevet anmeldt til NFIF for mobning og chikane af Narve Gilje Nordås under en træningslejr tilbage i januar i år.
Forholdet er heller ikke blevet bedre af, at Narve Gilje Nordås, under Gjert Ingebrigtsens vinger, er gået fra at være en middelmådig løber til en reel konkurrent til superstjernen Jakob Ingebrigtsen.
Det viste han ved VM i atletik i Budapest tidligere i år på distancen 1.500-meter, da han sluttede kun firehundrededele af et sekund bag Ingebrigtsen.
Undervejs har familien selv været rimelig tavse omkring dramaet. Men i en podcast, der udkom tirsdag, åbner Gjert Ingebrigtsen op om situationen.
Her siger han blandt andet, at han har fortrudt, at han i sin tid valgte at blive træner for sine tre sønner.
- Hvis jeg vidste, hvad jeg gør i dag og kunne skrue tiden tilbage, så havde jeg nok aldrig rakt hånden i vejret og sagt ja til at være træner, siger Gjert Ingebrigtsen.
- Det er ikke værd at ofre familierelationer på grund af idræt. Intet er det værd.