Der kommer næppe russiske atleter med i atletikkonkurrencerne ved OL i Rio næste år.
Det er vurderingen fra Svein Arne Hansen, der er præsident for Det Europæiske Atletikforbund.
- I øjeblikket skal de opfylde kravene, men jeg kan ikke rigtig se dem konkurrere i Rio.
- Den første rapport kommer til IAAF (Det Internationale Atletikforbund, red.) i marts, men i øjeblikket skal de virkelig gøre en indsats for at være med i Rio.
- De har brug for en kulturændring. De må skille sig af med alle de her personer fra tidligere, siger Svein Arne Hansen til Athletics Weeklys hjemmeside.
Efter en omfattende doping- og korruptionsskandale blev Rusland i november suspenderet fra al international atletik af Det Internationale Atletikforbund.
Rusland er i øjeblikket i gang med et omfattende arbejde med reformer, der skal forhindre flere skandaler fremadrettet.
/ritzau/