Tirsdag aften ved EM i atletik leverede hele fem mesterskabrekorder. Men alligevel er dagens helt store oplevelse den italienske hjemmebanehelt Gianmarco Tamberi.
Højdespringeren snuppede i overlegen stil EM-guldet, da han var den eneste, som kom over de 2,33 meter.
Men Tamberi var slet ikke færdig med at underholde det fremmødte hjemmepublikum.
Da den 32-årige italiener kom over de 2,34 meter, tog han sig voldsomt til foden i smerte. Fansene, der ellers var i ekstase, forstummede med det samme. Men kun indtil Tamberi tog en masse fjedre ud af skoen, rejste sig op, smed trøjen og løb jublende ud til publikum.
- Det meste af det, jeg gjorde, var improvisation. Jeg elsker at gøre publikum til en del af det, jeg gør. Jeg elsker at involvere dem - at få dem til at føle, at jeg springer for dem, fortæller italieneren til DR Sporten.
- Fjedrene i skoen var det eneste, jeg tænkte på før konkurrencen.
Men han var stadig ikke færdig med underholdningen. Tamberi forsøgte sig også på de 2,37, som han klarede i første forsøg. Det var en mesterskabsrekord, som han fejrede med et smækkys til kæresten, der stod blandt publikum.
Italieneren legede med tanken om at prøve de 2,39 meter. Men med guldsko om halsen sagde han nej. Han havde fået rigeligt ud af en magisk aften på Stadio Olimpico i Rom.
Se alle italienerens udskejelser i videoen øverst i artiklen.
Gianmarco Tamberi var selvfølgelig glad for EM-guldet, men han har allerede sat sigtet mod Paris, hvor han vil forsvare sit OL-guld fra Tokyo.
- Det var unikt på grund af atmosfæren. Men jeg vil ikke miste besindelsen over dette mesterskab. Jeg fokuserer på OL, og det er det eneste, jeg vil vinde. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at få det til at ske, siger italieneren.