Dopingvagthund: Rusland skal smides helt ud af atletik

En stor atletikskandale kan være lige på trapperne efter, at WADA har udgivet en rapport om de russiske atleter.

Rusland kræves smidt ud af alt atletik. AFP PHOTO/BEN STANSALL (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Tidligere har historiens største dopingskandaler været båret af cykelsporten, men i dag har WADA udgivet en rapport, som tyder på, at atletik står for den næste enorme skandale. WADA vil nemlig have det russiske atletikforbund suspenderet.

Rapporten blev offentlig klokken 15 dansk tid, og derfra er historierne begyndt at rulle. En af de mest markante historier fra rapporten melder, at antidoping-direktøren på Moskvas laboratorium Grigory Rodchenko har beordret, at 1417 dopingtests skulle ødelægges.

Det skulle han aktivt have deltaget i tre dage før, at WADA skulle kigge forbi til en undersøgelse tilbage i december sidste år.

Det forlyder også, at man fra russisk side har prætestet flere atleter og gjort dem opmærksom på, hvis deres værdier lå i den forbudte zone.

WADA vil blandt andet også forbyde de russiske atletikudøvere i at stille op ved De Olympiske Lege næste år.

Samtidig er anbefalingen, at fem russiske atleter og fem trænere bliver udelukket på livstid for dopingovertrædelser. Desuden anbefales det, at et laboratorium i Moskva skal miste sin licens som antidopinglaboratorium.