Danskers superkast får kommentator til at tro på enestående EM-medalje

Katrine Koch Jacobsen er et godt bud på en dansk medalje i hammerkast ved EM i atletik.

Danmark er endnu ikke på medaljetavlen ved EM i atletik, men det kan meget vel ændre sig mandag.

For hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen var så suveræn i gårsdagens kvalifikation, at hun er i spil til at vinde metal i aftenens finale.

Det vurderer DR Sportens udsendte atletikkommentator Henrik Liniger.

- Hvis hun kan ramme det niveau, vi så i kvalifikationen, så skal de andre være virkelig skarpe, siger han.

Søndag leverede den 24-årige Katrine Koch Jacobsen kvalifikationens bedste kast på 72,88 meter.

Katrine Koch Jacobsen leverede kvalifikationens bedste kast. (Foto: © Anne-Christine Poujoulat, Ritzau Scanpix)

Den slags præstationer skal gentages, hvis hun vil have en chance i aften, vurderer Henrik Liniger.

- Ved EM for to år siden havde hendes 72.88 fra i går givet guld. Men ved EM i 2018 havde det slet ikke givet medalje. I virkeligheden skal Katrine Koch slet ikke tænke på de andre eller på medaljer, men sørge for at præstere selv. Gør hun det på sit topniveau, så kan det række langt.

- Men jeg tør ikke udråbe hende til favorit, dertil er feltet for stærkt. Men hun er medaljekandidat, siger kommentatoren.

En medalje til Katrine Koch Jacobsen ville være historisk. Kun fire danske kvinder har fået metal med hjem fra et EM, og det er aldrig nogensinde sket i en kastedisciplin.

Drømmer om medaljer

Hammerkasteren fra Sparta Atletik tror selv sagt på egne chancer. Kan hun bevare samme mentalitet og fokus fra kvalifikationsrunden, er der fine muligheder for et nyt godt kast, understreger Katrine Koch Jacobsen.

- Jeg skal trække på noget erfaring, som jeg har fra de seneste mesterskaber. Jeg har fundet ud af, at jeg kan præstere, når det gælder, så det håber jeg, at jeg kan udnytte i ringen, siger hun til DR Sporten.

Herunder kan du se Katrine Koch Jacobsens kvalifikationskast på 72,88 meter.

Endnu et kast på omkring de 72,88 meter vil række til en topplacering, vurderer Katrine Koch Jacobsen, der i marts vandt den første danske guldmedalje nogensinde ved European Throwing Cup i Portugal.

Men er en gentagelse af de 72,88 meter nok til EM-medaljer?

- Det kunne være fedt og er helt klart drømmen. Men lige nu tænker jeg mere på det, der sker i ringen, og hvis det fungerer, må jeg se, hvad det medbringer.

Du kan se Katrine Koch Jacobsens EM-finale mandag aften klokken 21.33 på DR2 og DRTV samt følge med her på dr.dk.