Der findes ikke mange danskere, der er hurtigere end ham. Måske kan de faktisk kun tælles på én hånd. Måske er der kun Festus Asante selv. Han mangler blot fire hundrededele fra at være hurtig nok til en EM-billet på 60-meteren.
- Jeg føler helt sikkert, at jeg har det sidste for at komme med. Jeg er så tæt på det, så selvfølgelig tror jeg på det, forklarer Festus Asante.
I dag har Festus Asante atter mulighed, når han deltager ved Nordenkampen i Tampere i Finland, og han ved, hvor tiden skal hentes.
- Jeg tænker mine skiftet fra mine starter til, jeg kommer op i topfarten. Der mister jeg lidt balance, inden jeg kommer helt op topfart, så det er der, at der skal hentes noget, forklarer Festus Asante.
Det ville være hans anden deltagelse ved EM, da han også var med ved EM i 2014 på fire gange 400 meter. Netop præstationen at være med på en af de lidt længere og den helt kort vil være specielt for ham.
- Det kunne være fedt, fordi jeg har været med til EM før på fire gange 400 meter, og så kunne jeg komme med på den helt korte. Der er ikke så mange, der kan gøre det, forklarer Festus Asanta, der bliver en del af en særlig gruppe, hvis det sker.
Træningspartner Hari
Festus Asante er ikke den eneste, som tror på, at det kan ske. Stefan Hari er far og træner til Kristoffer Hari, som allerede har fået en EM-billet, men han træner også Asante og ser store muligheder.
- Jeg synes, at der er en god mulighed for, at vi får begge med, og det vil være helt fantastisk for både klubben og Dansk Atletikforbund. De to drenge hjælper og presser hinanden i træningen, og det giver meget. Der er store muligheder, forklarer Stefan Hari.
Festus Asante har faktisk tidligere slået Kristoffer Hari på distancen, og ved det seneste løb var der sølle syv hundrededele mellem dem. De syv hundrededele var dog nok til at skille mellem en EM-billet og en misser.
I dag har Festus Asante altså endnu en mulighed, hvor Kristoffer Hari også stiller til start, ved Nordenkampen. Hele konkurrencen kan ses her på dr.dk fra klokken 16.00.
Der er i øvrigt meget mere atletik på DR i marts, når DR Sporten sender EM i indendørs atletik fra Beograd 3.-5. marts.