Det bliver ikke til nogen EM-finaleplads for de danske stafetkvinder i denne omgang.
Landsholdet i 4x100 meter blev nummer otte ud af otte i tirsdagens indledende runde ved europamesterskabet i Rom - men det var nu heller ikke, fordi de havde lang tid til at forberede sig sammen.
I allersidste øjeblik blev Klara Loessl, der egentlig var tiltænkt en rolle som reserve, sendt direkte ind på løbebanen og i aktion sammen med Mette Graversgaard, Mathilde Kramer og Astrid Glenner-Frandsen.
En speciel måde at komme ind på, fortæller Klara Loessl.
- Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg havde været med i hele opvarmningen, fordi jeg havde mulighed for at komme ind.
- Jeg var så nået til det punkt, hvor jeg kunne se, at jeg skulle have pigskoene af, og at det hele kører. Men så blev det pludselig råbt: "Du skal løbe". Så skulle jeg ned og lave et skifte med Mette, og så kørte adrenalinen bare. Jeg blev virkelig nervøs, for jeg havde ikke forberedt mig på det, siger hun.
Du kan se interviewet med Klara Loessl og de andre stafetkvinder i videoen herunder:
Elitechef i Dansk Atletik, Mikkel Larsen, forklarer, at der i slutningen af opvarmningen opstod tvivl om, hvorvidt Line Jensen, som oprindeligt skulle have løbet, var i stand til at gennemføre de 100 meter.
Derfor blev Klara Loessl kaldt ind lige efter opvarmningen.
- Heldigvis var den valgte opstilling en af de opstillinger, vi i forvejen havde i tankerne, så det var umiddelbart ikke noget, der ændrede det store. Vi må bare erkende, at de andre lande var bedre i dag, siger Mikkel Larsen.
Tilfreds med resultatet
Indskiftningen blev klaret til UG, men alligevel blev det ikke til nogen finaleplads.
Det til trods er Klara Loessl og resten af de danske stafetkvinder fint tilfredse.
- Vi gjorde, hvad vi kunne. Jeg synes ikke, vi lavede nogen voldsomme fejl. Det var det, vi havde lige nu, siger Astrid Glenner-Frandsen.
Stafetkvinderne løb da også deres bedste tid i år, og det er et stort skridt i den rigtige retning, fortæller Mathilde Kramer.
- Det er stadig noget fra det niveau, vi har været på, og hvor vi gerne vil være på.
- Vi har også haft alle odds imod os i år. Men vi har holdt hovedet koldt, og vi kan sgu være stolte, siger Mathilde Kramer.
Du kan se stafetkvindernes løb herunder: