Hammerkast har tilsyneladende været en svær disciplin for danskerne, som aldrig på kvindesiden har kastet sig til en EM-medalje.
Men det afholder ikke Katrine Koch Jacobsen fra at give det et forsøg.
Hun er tilmed Danmarks største medaljehåb, når atletikholdet i disse dage dyster ved EM i Rom. Det fortalte elitechef i Dansk Atletik, Mikkel Larsen, da han skulle spå om Danmarks medaljemuligheder.
- En reel mulighed og vores største er Katrine Koch Jacobsen i hammerkast. Katrine står rigtig godt og er formstærk lige for tiden, siger Mikkel Larsen.
Katrine Koch Jacobsen forsøger selv at vige lidt af på titlen som største metalhåb.
- Selvfølgelig er der forventninger, men jeg prøver selv at basse det lidt ned. Jeg har også høje forventninger til mig selv, og det er også noget, jeg lige skal finde mig selv i, siger Katrine Koch Jacobsen.
- Man skal drømme stort, men det skal ikke ødelægge det, der foregår nede i kasteringen.
Den 24-årige hammerkaster sikrede sig for nyligt karrierens største triumf, da hun vandt guld ved European Throwing Cup i Portugal.
- Det giver absurd meget motivation senere hen at have bevist overfor de europæiske kastere, at jeg ikke bare er kommet for at være med, men jeg er kommet for at kæmpe for det, siger Katrine Koch Jacobsen.
Et afgørende valg
Atletikverdenen har været en fast del af Katrine Koch Jacobsens hverdag, siden hun var helt lille. Hun har dyrket forskellige discipliner herunder mangekamp og hækkeløb, inden hun begyndte at satse på hammerkast.
- Som det konkurrencemenneske jeg er, kunne jeg se, at der var noget fremgang, så jeg begyndte lige så stille at dyrke det mere og mere, siger Katrine Koch Jacobsen.
- På et tidspunkt var der et valg, som skulle træffes, om det var det ene eller det andet. Min træner var god til at tale mig i den rigtige retning.
Det viste sig at blive et vigtigt valg. Katrine Koch Jacobsen havde et godt øje for hammerkast, men alligevel kan hun bruge noget af sin erfaring fra andre discipliner.
- Jeg tror helt klart ikke, det er dumt at kombinere atletikdiscipliner. Det giver et godt fundament for forståelsen både i forhold til koordinering og det eksplosive, som du også skal bruge i kast.
En foregangskvinde for unge kastere
Danmark har ikke for alvor sat sit aftryk på den internationale hammerkastscene, og kun en gang før er det blevet til en medalje ved EM, da Joakim B. Olsen i 2002 vandt sølv.
Heller ikke ved legene i Tokyo i 2021 var der en eneste dansk deltager med i de tekniske discipliner, men det er alligevel en drivkraft for den 24-årige hammerkaster.
- Det er altid fedt at være en, der kan vise vejen for andre, så vi forhåbentlig senere hen har endnu flere med.
- Jeg ved, at vi har mange unge talenter, der er på vej op, og det er også fedt at se, de er begyndt at udvikle sig og kaste langt, siger Kathrine Koch Jacobsen.
Når danskeren skal vise vejen for andre, håber hun også at gøre sig synlig på en helt anden scene - OL.
- Det er helt klart drømmen at kunne sige, man er en af de første, som kæmper om det. Det er klart drømmen. Så det er lige meget at have hovedet med også, siger Katrine Koch Jacobsen.
Katrine Koch Jacobsen kaster søndag den 9. juni klokken 10.05. EM i atletik kan følges på DR2 og her på dr.dk.