Der venter flere opsigtsvækkende afsløringer om brugen af doping i international atletik, når det Internationale Antidopingagentur (Wada) fremlægger endnu en rapport om dopingsnyd.
Det siger Dick Pound, der er leder af kommissionen bag rapporterne og tidligere præsident i Wada, til den britiske avis The Independent ifølge Reuters.
- Når vi frigiver denne information til verden, vil der være en wow-faktor.
- Folk vil spørge: Hvordan i alverden kunne det her ske? Det er fuldstændig det modsatte af, hvad ledere i sport burde gøre, siger Dick Pound til avisen.
Den første rapport har beskæftiget sig med systematisk dopingsnyd i Rusland, hvilket blandt andet har ført til, at Ruslands Antidopingagentur (Rusada) er udelukket fra Wada-møder, og det russiske atletikforbund er suspenderet fra al konkurrence.
Den kommende rapport vil gå i detaljer omkring korruption i Det Internationale Atletikforbund (IAAF).
I begyndelsen af november anklagede den franske anklager Eliane Houlette IAAF's tidligere præsident Lamine Diack for at have modtaget mere end en million euro for at dække over positive dopingprøver under hans præsidentperiode i IAAF.
Den nye rapport vil formentlig først blive offentliggjort efter nytår.
/ritzau/